Viborg By

Martin Bigum fra Kunstquizzen til biblioteket

Martin Bigum fra Kunstquizzen til biblioteket

Tirsdag den 31. oktober kommer én af Danmarks største kunstnere på besøg i Viborg. Følger du med i Kunstquizzen på DR K? I så fald har du sikkert set Martin Bigum pryde tv-skærmen.

Nu har du mulighed for at møde kunstneren, når han besøger Hovedbiblioteket i Viborg. Det sker tirsdag den 31. oktober klokken 19, hvor han fortæller om nogle af sine grundlæggende barndoms- og ungdomsinspirationer, og om hvordan han hele tiden revurderer sit eget greb for at finde et nyt, interessant ståsted i sin kunst.

Kunstneren og digteren Martin Bigum blev landskendt tilbage i midten af 1990’erne for figuren ART og er især kendt for sin dynamiske billedkunst, der både er humoristisk, alvorlig og fuld af fortolkningsmuligheder. Martin Bigum er fast paneldeltager i DR K’s Kunstquiz, hvor hans store ekspertise og passion for kunst og kunsthistorie tydeligt fremgår.

– Gå ikke glip af en aften, hvor Martin Bigum viser sine vigtigste værker fra 1990 til 2012 gennem 80 billeder, lyder opfordringen fra bibliotekar Kirstina Kjærsgaard Olesen, Viborg Bibliotekerne.

Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Kunstforeningen NB, LOF Midtjylland og Viborg Bibliotekerne. Foredraget er støttet af Forfattercentrum og billetter à 100 kroner, kan købes via viborgbib.dk, på bibliotekerne i Viborg Kommune eller hos de øvrige arrangører.

Kommentarer