Fly

Mandag blev valgkampen i Viborg skudt i gang med fokus på landdistrikterne

Små hundrede borgere fra alle egne af Viborg Kommune havde mandag aften fundet vej til landsbyen Fly, for at høre spidskandidaternes visioner for kommunens landdistrikter. Foto: Gitte Hagsholm

Skolestruktur, cykelstier og bosætning var hovedtemaerne, da Vibland mandag aften havde inviteret spidskandidaterne til årets første vælgermøde, som foregik i Fly forsamlingshus i kommunens nordvestligste hjørne.

Der er over to måneder til kommunalvalget, men allerede mandag aften blev valgkampen skudt i gang ved et vælgermøde i Fly forsamlingshus.

Det er Vibland (Viborg Landsbysammenslutning), der står bag det tidlige vælgermøde, som havde deltagelse af spidskandidaterne fra samtlige opstillede partier med undtagelse af Nye Borgerlige.

– Det er helt bevidst, at vi har valgt at lægge vælgermødet i god tid, inden valgkampen for alvor går i gang. Det gjorde vi også ved valget i 2017, og det betyder, at vi får landdistrikterne sat på dagsordenen, og det er vigtigt, siger formand for Vibland, Lone Kastberg.

– Der har været stor fokus på kommunens landdistrikter siden sidste valg, der betød, at vi fik et landdistriktsudvalg, men det er vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærene. 60 procent af borgerne i Viborg Kommune bor i landdistrikterne, og derfor er det vigtigt, at vi fastholder debatten om udvikling for hele kommunen, understreger hun.

Tre konkrete emner

Det er tilsyneladende også et emne, der optager de opstillede partier, som, for de flestes vedkommende, stillede op til debatten med spidskandidaterne.

Kandidaterne skulle forholde sig til tre konkrete emner, som optager mange borgere ude i kommunens landsbyer: Skolestruktur, cykelstier og bosætning.

Skolespørgsmålet er et velkendt og tilbagevende valgtema, der sjældent lyder klare svar omkring, og det ser ikke ud til at blive anderledes ved dette års valgkamp.

Panelet var dog nogenlunde enige om, at en debat om skolestrukturen bliver en bundet opgave for det kommende byråd. Ikke mindst fordi børnetallet falder i Viborg Kommune.

– Der er ingen planer om at lukke skoler, kunne borgmester Ulrik Wilbek (V) berolige en borger fra Sparkær, hvor skolen har været i spil ad flere omgange.

– Det giver jo heller ingen mening at lukke en lille skole med elever fra 0. til 6. klasse, for bagefter at skulle yde tilskud til en friskole med elever fra 0. til 9. klasse, pointerede Torsten Nielsen (K).

Der var generel enighed om, at man bør kigge på skoledistrikterne med henblik på at fordele eleverne mere hensigtsmæssigt.

Flere paneldeltagere argumenterede også for, at skolespørgsmålet ikke kun må betragtes ud fra en ren økonomisk betragtning, men også ud fra de afledte effekter på foreningsliv, bosætning med mere, der kan følge i kølvandet på lukning af lokale skoler.

Flere cykelstier

En forbedret infrastrukturløsning med flere cykelstier er også et tibagevendende tema i debatten om landdistrikterne.

– Jeg var den eneste, som havde det punkt med til vælgermødet i Løvskal for fire år siden, og nu er det et selvstændigt punkt til debatten i aften, det synes jeg er fantastisk, lød det fra Alternativets spidskandidat, Stina Isaksen.

Alle var enige om, at flere cykelstier er godt både i forhold til turisme, den grønne omstilling og folkesundheden generelt.

– Men jeg må bare sige, at alle vil have flere skolebusser og cykelstier, og alligevel holder bilerne i vejen for hinanden ved skolerne om morgenen, påpegede Ulrik Wilbek.

Her var der bred enighed om, at man burde lave en kampagne for at ændre kulturen hos forældrene, der i stigende grad kører deres børn til skole

– Man kunne også vælge at forhindre kørsel helt hen til skolerne, så børnene var tvunget til at gå eller cykle det sidste stykke alligevel, foreslog Elo Nielsen fra SF.

Mere samarbejde og dialog

Flere tilhørere tilskyndede politikerne til at fremme dialogen med regering og folketing  omkring cykelstierne på statsveje.

Der var tilsvarende opfordringer til samarbejde med nabokommuner om ikke alen cykelstier, men også andre emner som for eksempel skoledistirkter og ikke mindst bosætning, der var sidste emne til debat på vælgermødet mandag aften.

Bosætning

Under dette tema efterspurgte flere borgere fra salen fælles og grønnere varmeløsninger for landsbyer, der ikke har fjernvarme.

Andre påpegede udfordringer med rigide regler i lokalplaner, der er en kæp i hjulet for nybyggeri i landsbyerne.

Endelig pegede flere også på, at kommunen burde have fokus på forureningen i Hjarbæk Fjord, som i en anden tilstand kunne være et aktiv i forhold til nye tilflyttere.

Altsammen noget kandidaterne i panelet noterede sig som konkrete opgaver, der skal findes løsninger på. Og så kom der også forslag fra flere sider om, at der skal tænkes i flere forskellige typer af boliger.

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, havde taget turen fra Lemvig for at styre debatten til vælgermødet i Fly mandag aften. Foto: Michael Højbjerg

Kommentarer