Af Michael Flarup, Kandidat KV21, Radikale

Humlebi eller brumbasse, jeg taler om den lille runde flyver, som vi alle kender fra haven, hvor den med sin insisterende brummen flyver gennem blomsterne, som det naturens c13j-hercules fly, den er. Og de fleste af os ved nok også, at den egentlig burde være udfordret i forhold til at flyve, når vi ser på naturens egne love. Men ingen har fortalt humlebien, at den ikke kan flyve, så den flyver afsted.

Da jeg flyttede til Viborg for knapt fem år siden, var der en optimisme i byen. Der var en tro på, at det hele gik fra godt til bedre. Jeg lyttede og læste om projekter på søerne med sportsaktiviteter og om kulturelle forsamlingssteder. Jeg så videoen om de otte søer, hvor man på sigt kunne sejle i kano gennem Midtjylland, fra reformationens domkirke til den sidste katolske bisps ruiner.

Projekter og idéer med fokus på kultur, natur og fritid var der mange af, men som tiden er gået, er de nærmest gået i glemmebogen igen.

Samtidig er Viborg gået fra at være en by og kommune, hvor der var vækst i indbyggertallene, til at vi i dag siger farvel til flere, end vi siger goddag til. Hvorfor mon? Kan det være fordi, man har fortalt humlebien, at den ikke kan flyve, og at vingerne ikke kan bære vægten af alle de store idéer? Eller har man bedt den om at fokusere smalt, fordi det nu engang er bedst for en by og kommune af denne størrelse at gøre sådan?

Der er alt for mange uudnyttede muligheder i vores kommune – vi har en natur som er lige så smuk og divers som den i Silkeborg eller Rebild, og vi har en unik historisk by, som de fleste mennesker, som har interesse i at kende landets kulturelle og historiske baggrund, kunne have lyst til at besøge. Vi har en smuk bymidte, og vi har sportsgrene, som placerer sig højt i nationalt regi, men vi satser alt for lidt på disse ting.

Der vil være nogle, som vil erklære sig enige i de tanker, jeg gør mig, men de vil også minde mig om, at vi jo ikke har nogen motorvej – endnu, har der vist sig..

Og før vi ser firsporet asfalt slange sig henover Randbøl Hede, Vejle Ådal, Nybjerg Mølle og Frederikshåb plantage, hvor markfirben og spidssnuede frøer burde være under streng protektorat, for slet ikke at nævne beskyttelsen af biodiversiteten langs den midtjyske højderyg, så kan vi altså ikke udvikle vores kommunale kulturliv.

Deri er jeg lodret uenig. Hvor mange mennesker har ikke kørt på kryds og på tværs i den danske sommer 2020? Den tendens peger mange på vil fortsætte i årerne, der kommer – at man i højere grad bliver inde for landegrænserne end tidligere, når vi tager hul på de fem-seks årlige ferieuger. Viborg Kommune vil kunne tiltrække denne turisme, men det kræver, at vi vil bruge ressourcer på at oparbejde og styrke kendskabet til vores MTB-spor, til vores kulturhistoriske bygninger, til vores aktivitetscentre osv. Det kræver også, at vi forbedrer muligheder for overnatninger, forplejning i bymiljøet, og at vi sammen med handelsstandsforeningen ser på, hvordan vi får en gågade, der også er levende kl. 15.30 på en lørdag.

Det er basal oplevelsesøkonomi, og selvom vi har gang i gode tiltag, nye hoteller mm. er der også et uudnyttet potentiale for vækst. Og hvad mere er, så er der også mulighed for at skabe mere interesse om Viborg Kommune, når folk ser på jobskifte og tilflytning til en attraktiv kommune.

Det er måske en humlebi, der drømmer, men hvem griner hånligt af den, når den letter sine vinger og flyver afsted?

Af Michael Flarup, kandidat til kommunalvalget for Radikale Venstre