Mammen

Mammen Mejerierne køber halvdelen af Kastberg Is

Peter Staunsbæk (tv) og Joachim Kastberg skal nu til at lave is sammen på Drøsbro Mejeri. Foto: Mammen Mejerierne

Kastberg Is har solgt halvdelen af virksomheden til Mammen Mejerierne A/S og flytter produktion fra Silkeborg til Drøsbro Mejeri.

Ismager og iværksætter Joachim Kastberg har solgt halvdelen af sin virksomhed, Kastberg Is, til Mammen Mejerierne A/S.

Aftalen betyder, at produktionen flytter til Drøsbro Mejeri, hvor der investeres i nyt produktionsanlæg, som  sikrer at Kastberg Is er klar til at fortsætte den eksplosive vækst. Det skriver Mammen Mejerierne i en pressemeddelelse torsdag.

Optimalt match

Succesen i Kastberg Is har vakt opsigt i branchen, og der har været stor interesse for virksomheden, men alle henvendelser er blevet afvist. Indtil nu.

– Jeg har vidst i et par år, at jeg på et tidspunkt skulle væk fra de nuværende lokaler i Silkeborg. Vi har gennem lang tid haft en tæt dialog med Mammen Mejerierne, hvor der helt fra starten været en fantastisk energi i vores samtaler. Det er endt med et tæt partnerskab, fortæller Joachim Kastberg og fortsætter:

– Det er et optimalt match. Kastberg Is kommer til at få direkte adgang til noget af landets allerbedste fløde og mælk fra lokale køer. Kvaliteten er helt i top. Derudover kan vi udvide produktionen i et meget professionelt miljø, hvor vi kan trække på ekspertise fra fagfolk med masser af erfaring og viden. Jeg har en rigtig god mavefornemmelse, og vi glæder os til at komme i gang, siger han.

Ny vækstmulighed

Samarbejdet starter for alvor op i 2018, hvor produktionen flytter fra Silkeborg til Drøsbrø Mejeri. Det glæder Peter Staunsbæk fra Mammen Mejerierne, der opdagede Kastberg Is for cirka to år siden.

– Mammen Mejerierne er altid klar til at gribe nye vækstmuligheder, og et samarbejde med Kastbergs Is er en fantastisk god mulighed for os. Vi glæder os meget til at få gang i produktion af is på Drøsbro Mejeri og til at udvikle gourmet-is sammen. Produkterne er virkelig en smagsoplevelse ud over det sædvanlige, og jeg er sikker på, at vi sammen med Joachim kan løfte Kastberg Is yderligere, siger Peter Staunsbæk, driftsingeniør og medejer af Mammen Mejerierne.

Læs også: Mammen Mejerierne får stort overskud

Direktør Lars Staunsbæk glæder sig over, at Mammen Mejerierne A/S endnu en gang har sikret sig en vækstmulighed, der er baseret på godt, dansk håndværk.

– Da jeg hørte om Joachim Kastberg og hans udfordringer med at finde egnede produktionslokaler, så ville jeg rigtigt gerne hjælpe. Kernen i vores virksomhed er lokale råvarer af høj kvalitet, så vi deler det samme udgangspunkt. Der var derfor ikke langt til en aftale om et ligeværdigt partnerskab. Mammen Mejerierne får ét ben mere i form af gourmet is, som vi kan være meget stolte af. Og så kan det i fremtiden betyde, at vi kan skabe flere lokale arbejdspladser og vækst i samarbejde med en yngre dansk iværksætter, der har bygget et stærkt brand op med passion og hårdt arbejde, forklarer administrerende direktør Lars Staunsbæk.

Fakta

Mammen Mejerierne A/S er Danmarks næststørste mejeri målt på mælkemængde direkte fra danske landmænd. Omkring 200 ansatte producerer årligt kvalitetsprodukter på basis af omkring 175 millioner kilo mælk. Produkterne sælges i hele Danmark, og der eksporteres til cirka 50 lande i hele verden.

Kommentarer