Samfund

Målrettet arbejde har båret frugt: IF Trojkas fodboldafdeling udnævnt til DBU Børneklub

IF Trojka kan nu kalde sig DBU børneklub. På billedet fra venstre Chris Larsen fra DBU, Niels Ole Mortensen fra nabo- og samarbejdsklubben Team Nørreå, Jørgen Rasmussen fra DBU samt formand for fodboldafdelingen i Trojka, Charlotte Haaning Andersen. Privatfoto

Lang tids målrettet arbejde har båret frugt hos fodboldafdelingen i IF Trojka, der i dag er en af de største i Viborg Kommunes opland. Og nu kan de også kalde sig DBU Børneklub.

Af  Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk

HAMMERSHØJ OG OMEGN – Søndag 3. marts tog fodboldafdelingen i Trojka hul på en ny udendørssæson ved den traditionsrige standerhejsning, hvor omkring 90 børn og 25 seniorer deltog sammen med en masse forældre, der overværede den første træning på banerne.

Ved standerhejsningen deltog desuden ambassadør for DBU, Jørgen Rasmussen, der kom for officielt at udnævne Trojka til DBU Børneklub.

En titel, som tildeles klubber, hvor man gør noget særligt ud af børnefodbolden, og som ønsker at samarbejde med DBU om at løfte børnemiljøet i deres klub, og det har man arbejdet målrettet med i IF Trojka, fortæller Charlotte Haaning Andersen, der er formand for IF Trojkas fodboldafdeling.

– Vi er en af de klubber i Viborg Kommunes opland, som har flest børn i fodboldafdelingen. Alene de seneste to år har vi fået en del nye børnespillere. I øjeblikket har vi otte ungdomshold med sammenlagt cirka 80 børn. De yngste er U8 og de ældste U15, fortæller hun og tilføjer:

– Vi har desuden planer om at starte et hold for de fem til seks årige.

Fodboldudvalget har sammen med alle ungdomstrænere arbejdet hele vinteren på at udarbejde en børnepolitik i samråd med DBU, og det er baggrunden for, at klubben søndag 3. marts kunne udnævnes som børneklub.

Omkring 90 børn og 25 seniorer tog sammen hul på udendørssæsonen søndag den 3. marts, hvor klubben samtidig blev udnævnt til DBU Børneklub. Privatfoto

Jørgen Rasmussen holdt en tale, hvor han blandt andet forklarede principperne i at være DBU Børneklub. Klubben skal opfylde en række forudsætninger, her iblandt at indgå en skriftlig aftale med lokalunionen om prioritering af børnefodbolden økonomisk og organisatorisk, og man skal efterleve DBU’s børnesyn. Derudover skal man inden for det første år have en børneudviklingstræner tilknyttet klubben samt nedskrevet og vedtaget en børnepolitik i klubbens fodboldudvalg/bestyrelse. Efterfølgende arbejdes der i fodboldudvalget med forskellige fokuspunkter som kan være med til at forbedre børnemiljøet i klubben.

Ambassadør for DBU Jørgen Rasmussen holder tale i forbindelse med udnævnelsen af IF Trojka som DBU Børneklub. Privatfoto

Som DBU Børneklub får Trojka samtidig børneklubrådgiver Chris W. Larsen tilknyttet. Han deltog ligeledes ved standerhejsningen.

Charlotte Haaning Andersen er glad for, at det målrettede arbejde har båret frugt.

– Jeg er stolt af, at vi nu kan kalde os DBU Børneklub, og jeg glæder mig til at arbejde videre med nogle fokuspunkter, så alle børn i Trojka bare synes, at det er det bedste at spille fodbold, siger hun og slutter med en opfordring:

– Vi kunne godt bruge en eller to trænere mere, så jeg håber, at der er et par friske forældre, som vil melde sig på banen.

Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side, så var der gang i den på grønsværen. Privatfoto

 

Kommentarer