Bjerringbro

Lone Kastberg: Taphede – hvor er sammenhængskraften?

Arkivfoto

Debatindlæg af Lone Kastberg.
Formand for Viborg Landsbysammenslutning.

Når der for tiden tales meget om Taphede-projektet, så synes jeg som formand for Viborg Landsbysammenslutning, at der i samme åndedrag også bør tales om sammenhængkraft i Viborg Kommune.

Viborg er hovedby i vores kommune. Sådan er det. Det er også en hovedby, vi kan være stolte af. Og det er vi!

Det er også rettidig omhu fra politikere og embedsværket at sørge for, at der er taget højde for et stort vækstpotentiale.

Men Taphede-projektet har med sine mange hektar og endnu flere indbyggere taget pusten fra mange.

Tænk, hvad så det vil fordre af rammer for at facilitere de, der tiltænkes at bosætte sig der: Institutioner, skole, infrastruktur, grønne områder og arealer, der skal støtte op om, at det kan fungere som en by nu skal. For der er jo nærmest tale om en hel by – færdigudbygget med 3500 indbyggere kommunens 3. største.

Og her stiller jeg og Landsbysammenslutningen så spørgsmålet: Hvad betyder den investering for de områder og byer, der eksisterer i forvejen – over alt i kommunen og ikke lige i udkanten af Viborg?

Og dette her handler ikke om misundelse, men om bekymring!

Viborg Kommune har en overflod af gode, velfungerende landsbyer, som har masser at byde på og med masser af “landskabelige kvaliteter”. Små, trygge samfund, som er særdeles velegnede til “børnefamilier, som prioriterer god service højt og har blik for naturen”, og hvor hele fundamentet er bygget på “lokale fællesskaber”.

Hvorfor ikke tænke de omkringliggende landsbyer ind i vækstplanerne? Opgradere oplagte byer, der ligger tæt på Viborg, så de kan være med til at opfylde fremtidige behov for øget bosætning. Så de samtidig kan få opfyldt aktuelle og reelle ønsker om en udvikling, de tørster efter i selvsamme landsbyer!

I stedet for at tænke byen ud på landet og ud i naturen – så tænk landsbyerne ind mod byen.

Tænk på den energi, der er i de mindre byer i form af frivillige, ildsjæle og sammenhold – en kæmperessource, der eksisterer i forvejen og vil være med til at få hjulene sat i gang og få tingene til at ske.

Det er kvaliteter, man ikke kan pådutte eller indføre – det er noget, der vokser med den kultur, man lever i, og vi opdrager vores børn til.

Tænk, hvis hele kommunen – by og land – var en del af udviklingen af vores fælles metropol?

Dét er sammenhængskraft. Og det er innovativt.

Det kunne tilmed kvalificere Viborg Kommune til erhvervsministeriets ‘Landdistriktsprisen’.

Fasthold Viborg Kommunes bosætnings DNA – tænk nyt og byg med kvalitet. Landsbyerne har potentialet og kvaliteterne til det.

Kommentarer