Lokale brandfolk mødte borgerne og måske kommende kolleger
Onsdag i sidste uge var lokale brandfolk trukket i uniformen og havde kørt biler og grej i stilling på Ørum Torm for at slå et slag for tjansen som deltidsbrandmand eller -kvinde. Og det blev taget godt imod af de lokale borgere – både de helt unge og noget ældre.
Som man kunne læse i på Viborg Netavis sidste uge, så fattes der kolleger hos det lokale beredskab i Ørum.
En problemstilling,der er gældende i hele landet, og i Ørum har man igennem noget tid kørt en kampagne for at gøre opmærksom på de positive elementer, der følger med arbejdet som deltidbrandmand.
Som en foreløbig kulmination på kampagnen troppede de onsdag op på Ørum Torv i ’fuldt ornat’ med både tankvogn, brandbil, sprøjte, skumslukker og hele molevitten.
Det var en stor succes med masser af besøgende i alle aldre, der kiggede forbi. Her iblandt et par potentielle kolleger, fortæller holdleder Loui Thomsen.
Måske nye kolleger
– Det var et meget fint arrangement med stor opbakning. Og så fik vi tilmed et par henvendelser fra lokale, der var interesserede i at høre mere om jobbet som deltidsbrandmand, og det er jo positivt, siger Loui Thomsen.
Udfordringen med jobbet som deltidsbrand er blandt andet, at de færreste har den fleksibilitet på arbejdspladsen, der er nødvendig for at kunne stå til rådighed på en brandvagt, særligt på hverdage. Og her håber Loui Thomsen, at lokale politikere vil kigge på eksempelvis offentlige ansattes arbejdsvilkår, som kunne tilrettelægges, så det var muligt at kombinere et arbejde med deltidsjobbet som brandmand.
– Det er klart, at en folkeskolelærer, ikke lige kan kaldes ud til en brand midt i undervisningen, men det kunne en pedel måske. Men det kræver, at man tager det op politisk, og det vil vi gerne opfordre til, at man gør i kommunen, siger Loui Thomsen.
Onsdag aften blev der dog ikke snakket meget politik, men både børn og voksne hyggede sig til gengæld gevaldigt igennem ild og vand.
Kommentarer