Rødding

Lokalbrugsen beder Røddingborgerne om input til fremtiden

Uddeler Trine Kjeldsen (billedet) og lokalbrugsens bestyrelse inviterer Røddingborgere til et debatmøde om brugsens fremtid. Arkivfoto

Uddeler Trine Kjeldsen og bestyrelsen for Lokalbrugsen i Rødding vil i dialog med byens borgere om butikkens fremtid, derfor inviterer de til et borgermøde torsdag 8. februar.

Trods udfordringer i det forløbne år, med blandt andet tre en halv ugers lukning på grund af rottebesøg, har Lokalbrugsen i Rødding formået at skabe fremgang i både omsætning og indtjening.

En positiv fortælling, som uddeler Trine Kjeldsen og brugsens bestyrelse gerne vil dele med byens borgerne, der som trofaste kunder i butikken er den direkte årsag til de gode takter.

Brugsen er dog stadig udfordret i den daglige drift, forklarer uddeleren.

– Det går fremad, men ikke nok. Uden egenkapital og med en svag likviditet er vi meget sårbare, hvis der dukker uforudsete udgifter op. Man kan sige, vi kører med to hjul i grøften, og vi skal gerne have alle fire hjul op på vejen for at skabe stabil fremdrift, forklarer Trine Kjeldsen billedligt.

Konstruktiv samtale

Derfor har hun sammen med brugsens bestyrelse inviteret borgerne til et møde, hvor ønsket er at få en god snak om status, og hvad der kan gøres for at styrke butikken i byen.

– Det er vigtigt at få fortalt, at det går den rigtige vej, men det er lige så vigtigt at få en samtale om, hvad der skal til for at gøre det endnu bedre, og her står vi på mål for alle forslag og kritikpunkter, der måtte komme, siger Trine Kjeldsen.

Så deltagerne til mødet opfordres til at kommentere på alt, der vedrører butikken – lige fra indretning, sortiment og åbningstider til personale og parkeringsforhold.

Stærkere fællesskab

Selv tror Trine Kjeldsen sammen med bestyrelsen på, at et stærkere fællesskab omkring den lokale butik også er en del af løsningen.

– Vi forestiller os, at der for eksempel kan nedsættes nogle frivillige arbejdsgrupper, som kan træde til, hvis der for eksempel skal males eller repareres; så vi kun skal bekoste materialerne, siger hun.

Det vil både spare brugsen penge på vedligehold, og så vi det give et større medejerskab på den lokale butik, lyder forklaringen.

Madfællesskaber er et andet forslag, Trine Kjeldsen glæder sig til at præsentere til mødet. Konceptet er udviklet af Coop og går ud på, at man arrangerer fællesspisning, hvor brugsen leverer varerne, mens et hold frivillige tilbereder maden, og deltagerne betaler et symbolsk beløb.

Professionel bistand

Til at bistå ved mødet har Lokalbrugsen allieret sig med uddannelseskonsulent ved Brugsernes Arbejdsgiverforening, Lars Bastholm Sørensen, som har stor erfaring fra lignende arrangementer, hvor man arbejder med udfordringer og løsninger med den lokale dagligvarebutik i et lille bysamfund som Rødding.

Da Trine Kjeldsen tiltrådte som uddeler i Lokalbrugsen i Rødding i oktober 2016, lagde hun vægt på, at butikkens succes var betinget af involvering af borgerne. “Et fælles projekt”, kaldte hun det dengang i et interview med Viborg Netavis.

Initiativet til mødet ligger helt i tråd med det budskab, og opfordringen til borgerne er at møde talstærkt op, så man i fællesskab kan skabe de bedste rammer for byens dagligvarebutik og mødested.

Borgermødet finder torsdag 8. februar  klokken 19.30 i forsamlingshuset. Brugsen er vært ved kaffe og kage.

Kommentarer