Ørum

Lokal arkivleder aktuel med historisk nøgleroman

Jimmy Fisker arbejder med sin research og skriver ved spisebordet i hjemmet i Vammen. I morgen fredag 25. marts holder han reception i anledning af udgivelse af romanen ’Den som er betroet’. Foto: Gitte Hagsholm

Leder af Tjeleegnens Lokalhistoriske Arkiv, Jimmy Fisker, er bogaktuel med udgivelsen ’Den som er betroet. I den anledning inviterer han til bogreception i arkivets lokaler på Tjelevej 8 i Ørum i morgen fredag 25. februar .

Leder af Tjele Lokalhistoriske Arkiv, Jimmy Fisker, har ud over en stor interesse for historie også en kunstnerisk åre, som nu er kommet til udtryk gennem romanen ’Den som er betroet’. En ’moppedreng’ på godt 450 sider, som også har taget ham mere end fire år at gøre færdig.

Bogens titel har Jimmy Fisker fundet inspiration til i et vers fra Lukas-evangeliet, der lyder således: ”Enhver, hvem er meget givet, af ham skal man kræve meget, og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere.”

Bogen tager udgangspunkt i nutiden, men hændelser bringer historien tilbage til besættelsestiden, og bogens titel afspejler netop det plot, romanen er bygget op omkring: suspekte aftaler mellem værnemagten og modstandsbevægelsen, sortbørshandel, hæleri, stikkeri og likvideringer.

Jimmy Fisker skriver selv om romanen: ”Handlingen er beskrevet i et halvdokumentarisk, dramatisk og hændelsesmæssigt perspektiv, hvor det store persongalleri består af såvel faktuelle som af fiktive personer”.

Reception i Ørum

Bogen udkommer på fredag den 25. februar, hvor Jimmy Fisker inviterer til en uformel reception i Tjeleegnens Lokalhistoriske  Arkiv på Tjelvej 8 i Ørum fra klokken 16.

Her vil forfatteren fortælle mere om bogen, som man også kan købe i signeret udgave. Forlaget, Borgform, vil også være til stede.

Vi bringer som opfølgning en længere artikel om bogen og tilblivelsen af samme.

Kommentarer