Løvels nye købmand brænder for sin by
Fremover får købmandsbutikken i Løvel et fast ansigt. Ronni Brokholm glæder sig til lange arbejdsdage fyldt med smalltalk og servicering af medborgerne i hjembyen.
Ronni Brokholm Olesen og hans kone, Bettina, nyt købmandspar i Løvel, er lokale med stort L. Selvom ingen af dem er født i byen, opfatter de sig som løvelboere – så meget desto mere, fordi byen for ti år siden var et omhyggeligt tilvalg.
– Vi ville gerne bo i en lille by i nærheden af Viborg og besøgte alle de mindre byer i en radius af 10 kilometer – stillede bilen og fornemmede stemningen. Løvel oplevede vi som noget helt særligt. Man blev hilst på og spurgt til, og da vi fortalte, at vi var udkig på efter et hus, fik vi forklaret og fortalt. Vi fik indtrykket af en åben og imødekommende by, og det indtryk har holdt sig, fortæller Ronni Brokholm Olesen med et smil.
Siden har både han og ægtefællen engageret sig lokalt – Ronni som håndboldtræner og Bettina i borgerforeningen.
En ”no brainer”
Når man dertil lægger, at begge i mange år har haft drømmen om at stille sig bag en lokal købmandsdisk, var det med Ronni Brokholm Olesens ord en ”no brainer”, da købmandsbutikken i Løvel blev sat til salg.
– Faktisk var vi også tæt på, at overtage for otte år siden, men Tine Rosenkrands (tidligere købmand i Løvel, red.) kom os i forkøbet. Set i bakspejlet er det sikkert meget godt, at jeg i mellemtiden har nået at få erfaring inden for ledelse og lagerstyring. Da lejligheden nu igen bød sig, behøvede ingen af os nogen betænkningstid, før vi slog til, fortæller Ronni Brokholm Olesen.
Han er uddannet markedsføringsøkonom og har hidtil arbejdet inden for autobranchen, senest to år som værkfører i et bilhus i Randers og før det som filialchef i et grossistfirma med autoudstyr.
Bettina Brokholm Olesen vil være en sjælden gæst i forretningen. Hun beholder nemlig sit job som lægesekretær på Regionshospitalet Viborg. Men det administrative og vagtplanlægningen i købmandsbutikken kommer til at sortere under hende.
Nyder snakken
I modsætning til sin forgænger, der døjede med ryggen og derfor ikke kunne lægge så mange timer i butikken, bliver Ronni Brokholm Olesen et fast ansigt bag disken. Sammen med Eva Thougaard, der har arbejdet hos købmanden i Løvel i 25 år og i dag er ansat med 28 timer om ugen, glæder han sig til den daglige kontakt med kunderne.
– Jeg er vant til lange arbejdsdage og ved, at 60 timer hurtigt er brændt af, når man skal have tingene til at fungere. Men det føles ikke som mange timer, når det er noget, man virkelig brænder for. Jeg nyder at snakke med folk. Desuden er jeg næsten hjemme, når jeg er i butikken. Drengene kan nemt lige smutte forbi efter skole, forklarer Ronni Brokholm Olesen med henvisning til sønnerne på syv og ni år.
Eva Thougaard spår gode tider for købmandsbutikken i Løvel.
– Ronni er positiv og imødekommende. Han brænder for sagen og vil lægge nogle timer i forretningen – lige sådan en købmand byen har brug for. Sammen får vi butikken til at blomstre, slår hun fast.
500 til reception
Mandag 21. november holdt det nye købmandspar åbningsreception, og fremmødet lover godt for opbakningen, fortæller Ronni Brokholm Olesen.
– Vi havde 500 mennesker igennem på to timer. Det viser, synes jeg, hvor godt det lokale sammenhold er. Folk bakker op.
Købmandsbutikken i Løvel har stort potentiale, mener Ronni Brokholm Olesen. Han glæder sig til at sætte sit præg på forretningen.
– I første omgang har vi skiftet slikleverandør og lavet nogle gode tilbud i den anledning. Vi er også allerede begyndt at gøre bedre plads i butikken – en proces vi fortsætter: flere varer i en mere overskuelig butik. Det kan nemlig godt lade sig gøre. Ellers kommer der selvfølgelig også arrangementer og andre tiltag, men nu skal vi lige lande først, erklærer den nybagte købmand.
Kommentarer