Lørdag den 7. dec. er der officiel åbningsfest i Dagli’Brugsen i Hammershøj
Den nye DagliBrugs i Hammershøj slog dørene op allerede for 14 dage siden, og på lørdag holder man den store åbningsfest. Det sker med deltagelse af formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune, Johannes Vesterby, samt kædedirektør i Dagli’Brugsen, Torben Andersen.
Fredag den 22. november slog den nye DagliBrugs i Hammershøj dørene op for første gang, og det blev noget af et tilløbsstykke med kunder, der nærmest væltede ind fra morgenstunden.
Læs også: Drøn på fra dag ét i den nye Dagli’Brugs i Hammershøj
Brugsuddeler Bo Kyndi og brugsens bestyrelse besluttede dog at vente med en egentlig indvielse, da der stadig var en del ting, der skulle gøres, for at butikken stod helt klar.
Og i de to uger, der snart er forløbet har der også været tryk på for at få alle de sidste detaljer på plads og ikke midst få alle de mange hyldemeter og kølemontre fyldt op med varer masser af gode varer.
På lørdag er det så dagen, hvor den rigtige indvielse og fejring skal finde sted.
Det sker fra klokken 9, og derfor vil butikken denne dag også først åbne klokken 9, så alting står helt skarpt, når dørene åbnes officielt.
Bestyrelsesformand, Peter Seeberg vil byde velkommen og holde en tale. Han efterfølges af formand for teknisk udvalg i Viborg Kommune,
Johannes Vesterby, og slutteligt vil kædedirektør fra Dagli’
Brugsen, Torben B. Andersen, sige et par ord.
Der vil være rundstykker og kaffe til de fremmødte frem til klokken 10, og fra klokken 12 til 15 langer Lions Club Tjele pølser over disken i deres pølsevogn, som en del af fejringen.
Bo Kyndi og bestyrelsen håber, at rigtigt mange vil komme og fejre brugsens officielle åbning på lørdag klokken 9.
Kommentarer