Løgstrup

Løgstrup-firma tager kampen op mod Kähler

Bovitus i Løgstrup planlægger at anke Sø- og Handelsrettens dom, der tirsdag slog fast at virksomheden sælger Kähler-kopier. Arkivfoto

Livsstilsgrossisten Bovictus i Løgstrup planlægger at anke Sø- og Handelsrettens dom, der i tirsdags slog fast, at virksomheden sælger kopier af Kählers kendte Omaggio-serie. Det er en princip-sag, mener indehaver Kim Krull Jørgensen. 

– Den her dom siger faktisk, at bare du er stor nok, kan du tage patent på den dybe tallerken. Det mener vi ikke kan være rigtigt, siger Kim Krull Jørgensen til Viborg Netavis.

Han understreger, at Bovictus forhandlede keramikprodukter med striber, længe inden Kählers Omaggio-serie så dagens lys i 2008. Et godt eksempel er en sæbedispenser fra producenten Zone.

– Da sagen tidligere i forløbet var for byretten i Viborg, blev Kählers designer, Jelena Schou Nordentoft, spurgt til, hvad hun mente om en sæbedispenser fra Zone, som vi begyndte at forhandle i 2006. Hun sagde, at den lignede en Kähler-kopi, fortæller Kim Krull Jørgensen.

Læs også: https://viborgnetavis.dk//viborgfirma-tabte-kahler/

Vil anke dommen

Han mener eksemplet siger alt:: Det er ikke Kähler, der kæmper en ærværdig kamp mod kopisterne, men tværtimod keramik-giganten, der har taget patent på et klassisk designfænomen.

– Sagen er jo den, at de horisontale striber længe har været populære blandt pottemagere og keramikere. De er simpelthen oplagte, når man sidder ved drejeskiven, forklarer Kim Krull Jørgensen.

Han håber ikke sidste ord er sagt om striberne og har sat jurister på sagen. Hvis der er basis for det, anker Bovictus sagen mod Kähler inden fristens udløb om fire uger.

– Den dom er simpelthen helt ved siden af. For os at se er den principiel, og vi mener, det vil være skidt både for de mindre virksomheder og forbrugerne, hvis et stort firma som Kähler kan tage patent på et almindeligt fænomen som horisontale striber, siger Kim Krull Jørgensen.

Kommentarer