Ørum

Litteratur og billedkunst i Ørangeriet

For anden gang slår Ørangeriet i Øby dørene op til en kulturel eftermiddag med litteratur og maleri. Arkivfoto

Efter indvielsen i august sidste år er Ørangeriets indehaver, Bente Søgård, klar med et nyt arrangement.

Sidste år startede Bente Søgård et nyt kulturtilbud med besøg af forfattere, der læste op, og talte litteratur med deltagerne, og det blev en stor succes, fortæller hun.

– Sidste års succes med oplæsningsarrangementet har givet blod på tanden. Vi mente, at kulturen godt kunne gøre opmærksom på sig selv og vise noget, selv om det foregik uden for de større byer. Det har været tiltrængt, og det viste sig at holde stik, siger Bente Søgård.

Læs også: Ørangeriet – et nyt kultursted midt i Ø Bakker

På søndag 15. april slår hun igen dørene op til sit private hjem, som hun deler med sin mand, forfatteren Erik Kock, og denne gang har hun inkluderet billedkunsten.

Forfatterne Marianne Jørgensen og Sebastian Bune vil læse op af nogle af deres udgivelser, mens billedkunstneren Anette Andersen vil fremvise nogle af sine værker.

– Det er blandt andet for at give litteraturen noget at spille op imod. Måske er det netop dét, der kunne være interessant med de to meget forskellige forfattere, som vi skal møde denne gang,  forklarer Bente Søgård.

Hun  håber, at publikum igen i år kommer i dialog med kunstnerne.

– Det giver helt tydeligt udbytte for begge parter og tilsætter noget ekstra til oplevelsen, lyder meldingen.

Sebastian Bune. Pressefoto

De tre kunstnere

Forfatter Marianne Jørgensen har 7 voksenbøger og 6 børnebøger bag sig. Alt, hvad hun skriver, har udgangspunkt på landet. Det gælder også for de historiske romaner, hvoraf hun udkom med bind 2, ”Gudruns arv”, 23. marts. Landet, kulturen, landbruget, stedet hvor hun bor, har været inspirationskilde siden hendes debut i 2006.

Sebastian Bune romandebuterede i 2017 med den anmelderroste roman, “Min Familie”, der blandt andet foregår i Ringkøbing. En stærk fortælling om drengen Jonathan, der gennem sin barndom oplever vold i familien og store svigt.

Billedkunstner Annette Andersen har temaer fra naturen og historien – eller omkring de helt store spørgsmål, som for eksempel religion og politik. Hun fletter ofte en del symbolik og fabler ind i sine arbejder, fordi det stiller spørgsmål og maner til eftertanke. Hun har udstillet flere steder her i landet, men også i Andalusien, som er en tilbagevendende inspirationskilde.

Arrangementet,  som er støttet af Statens Kunstfond, finder sted på søndag 15. april klokken 15-18. Adressen er Østervangsvej 45, i Øby syd for Ørum.

Deltagelse er gratis, og der vil være kaffe og kage under arrangementet.

Kommentarer