Litterær skattejagt i naturen skal vække børns læselyst
Efterårsferiens store skattejagter sætter i år fokus på børns læselyst, når litteraturen flytter ud i skovbunden mellem krat og buske.
Læsekulturen i Danmark er udfordret, fordi børn og unge læser mindre og mindre. Hos Viborg Bibliotekerne tager man alternative metoder i brug for at sætte skub i lysten til at læse.
Læsning skal mærkes, opleves og leges
Litteraturen skal være tilgængelig, og der skal skabes læsefællesskaber.
Sådan lyder ambitionerne i den nationale læsestrategi, som netop er sat i gang. Opgaven har Viborg Bibliotekerne taget til sig og virkeliggjort i efterårsferiens store skattejagter.
Her får børn og unge en noget anderledes litteraturoplevelse, når de tager på skattejagt rundt i skovens dyb.
– Vi ved, at børnene skal inspireres og deres nysgerrighed pirres, hvis vi skal få vakt deres læselyst. Læsning skal ikke være en sur pligt, men en oplevelse. Så i år prøver vi at gå nye veje med skattejagterne ved blandt andet at have en rute, hvor inspirationen kommer fra børnelitteraturen, fortæller Børnekulturformidler fra Viborg Bibliotekerne, Katrine Møller Mathiesen.
Troldejagt i Egeskoven
For første gang nogensinde kan man opleve en Naturskattejagt, der tager udgangspunkt i en elsket børnebogserie om drillesyge trolde.
Helt i tråd med den nationale læsestrategi bliver litteraturen tilgængelig i stedet for at begrænse sig til sofaen derhjemme.
Ruten til denne skattejagt kan nemlig opleves hele døgnet rundt fra lørdag d. 12. oktober og en uge frem, og familier kan gå den, lige når det passer dem. Uanset tidspunkt på dagen – eller natten.
– Skattejagterne forener familiegenerationerne på tværs. Den nye læsestrategi handler om at skabe en læsekultur i familien, og vi synes, det er oplagt at give familierne en fælles oplevelse, der kombinerer litteratur og natur, siger Katrine Møller Mathiasen.
I Egeskoven introduceres familierne til troldenes hemmelige liv og bliver taget med på en magisk fortælling med snoede rødder og en utæmmet natur som ramme.
De livlige troldetvillinger Paja og Pajko laver ballade og efterlader spor i hele skoven. Troldene er selvfølgelig mestre i at gemme sig i skovens dybe afkroge.
Men måske kan man alligevel få et glimt, hvis man lægger vejen forbi Egeskoven. Og mon ikke der gemmer sig en troldeskat for enden af sporene?
Børn på tidsrejse i levende Jernalderlandsby
Den anden store nyhed fra årets Naturskattejagter er ruten i Hvolris Jernalderlandsby. Denne skattejagt tager deltagerne med tilbage til en svunden tid, hvor ofringer er hverdag, og naturguderne hersker.
I Jernalderlandsbyen bliver historien virkelig, når skattejagten for første gang får levende poster med engagerede formidlere, der giver børnene en oplevelse, der nærmer sig vaskeægte tidsrejse.
Her kan man som noget helt nyt opleve levende historieformidling i skattejagten, når fortid og nutid forenes.
Så glæd jer til bueskydning, uldflet og et ganske særligt møde med Vølven. Denne rute er kun tilgængelig i Jernalderlandsbyens åbningstider tirsdag til torsdag i uge 42.
Fem unikke ruter i naturen
Viborg Bibliotekerne arrangerer i år fem forskellige ruter rundt om i kommunens skove. Ud over troldemagi og levendegørelse byder skattejagterne i år på en fysisk udfordrende Offroad-rute i Hjermind Skov og Middelalderlyrik ved Naturskolen i Hald.
Som endnu en nyhed kan man opleve den nyligt indviede Børneskov i Bruunshåb. Her er det oplagt at medbringe madpakker og nyde de nyetablerede faciliteter, når rutens udfordringer er forceret.
Billetter til alle fem skattejagter kan købes på Viborg Hovedbibliotek samt Bjerringbro Bibliotek fra fredag d. 11. oktober kl. 14.00. Skattekort til ruten i Hvolris kan desuden købes på stedet i Hvolris Jernalderlandsby fra tirsdag d. 15. oktober til torsdag d. 17. oktober.
Kommentarer