Navnenyt

Lis Lyng-Nielsen fra Viborg er årets ‘Cykeldynamo’ i Danmark

Lis Lyng-Nielsen har fået prisen som Årets Cykeldynamo 2024. Foto: Cyklistforbundet

65-årige Lis Lyng-Nielsen fra Viborg er årets modtager af Cyklistforbundets ’Cykeldynamo-pris’, der uddeles hvert år.

Hvert år kan en dansk cyklist glæde sig over at blive udnævnt til Årets Cykeldynamo af Cyklistforbundet. I år blev det Lis Lyng-Nielsen fra Viborg, der løb med hæderen. Hun får prisen for sit frivillige arbejde med cykling i Viborg.

Cyklistforbundet uddeler hvert år prisen til et medlem eller en lokal afdeling af forbundet, som har gjort en særlig indsats for cykelsagen – især i eget lokalområde.

65-årige Lis Lyng-Nielsen er medlem af Cyklistforbundet i Viborg og arbejder som frivillig i Cyklistforbundets cykellegekorps, der lærer børn i børnehaver og de små klasser at cykle med cykellege.  I år er de nået ud til mere end tusind børn.

Lis Lyng-Nielsen er desuden en del af en gruppe, der hjælper ved at cykle med skoleklasser – ‘Pedalkraft – Ja tak’, hedder den. Gruppen tilbyder at være ekstra voksne, når en skoleklasse eller institution skal afsted på cykeltur.

Lis Lyng-Nielsen fik prisen i forbindelse med Cyklistforbundets årlige landsmøde, og Landsformand i Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen, siger om prismodtageren:

”Vi har mange ildsjæle i Cyklistforbundet, vi kunne give prisen, men Lis Lyng-Nielsen har virkelig fortjent den. Hun går forrest i det frivillige arbejde med at få børn op på cyklen, og det er en meget vigtig indsats i en tid, hvor færre og færre børn desværre cykler. Så det var en stor glæde at give Lis Lyng-Nielsen prisen, som også er en cadeau til de mange andre frivillige, der kæmper for cyklismen i Viborg.”

Lis Lyng-Nielsen fik overrakt diplomet i Viborg. Privatfoto

Det var også en stolt lokalformand i Viborg, Inger Larsen Ørbæk, der modtog prisen på vegne af  Lis Lyng-Nielsen til årsmødet.

– Lis har virkelig fortjent det kæmpe skulderklap, som prisen er. Vi er så taknemmelig for, at Lis har påtaget sig den kæmpetjans som tovholder på cykelege, hun er en kæmpehjælp i forbindelse med cykelundervisning af børn og voksne, og  derudover er Lis også ekstra hjælp, når en klasse skal på cykeltur, fortæller Inger Larsen Ørbæk, som tilbage i Viborg, kunne overdrage diplomet til den stolte prisvinder.

– Jeg er rigtig stolt over at få prisen; og ikke kun på mine egne vegne, men på vegne af de mange andre frivillige, der hjælper. Der er 18 frivillige, der arbejder med cykelleg og med Pedalkraft – Ja tak, og de fortjener stor tak. Så det er dejligt, at afdelingen i Viborg indstillede mig til prisen, siger Lis Lyng-Nielsen, der også giver en stor kompliment til de mange lærere og pædagoger, der benytter sig af tilbuddet:

– Der er pædagoger, der sætter en ære i at lære børnene at cykle, før de skal begynde i skole og giver dem muligheden for at opleve glæden ved at cykle. Det er vigtigt, at vi får lært børnene at bruge den her sunde og grønne transportform, som cykling er, og det er rigtig dejligt at komme ud til børnene – jeg tager meget god og positiv energi med hjem, siger Lis Lyng-Nielsen, der også takker Viborg Kommune for at støtte arbejdet.

Hun fortæller, at der er plads til flere børn.

– Vi kan godt komme ud til endnu flere børn med vores cykellege og også hjælpe endnu flere skoleklasser med at holde styr på hovederne på cykelturen.

Lis Lyng-Nielsen har fået prisen som Årets Cykeldynamo for sit frivillige arbejde med at få flere børn til at cykle: Foto: Cyklistforbundet i Viborg

Indstilling til prisen fra Cyklistforbundets afdeling i Viborg:

“I Cyklistforbundets afdeling i Viborg tilbyder vi at lave cykelleg for de ældste børn i daginstitutioner og de mindste årgange i skolerne.

I 2024 har vi, når vi når medio oktober, lavet cykelleg for mere end 1000 børn. Tovholder for dette projekt og dermed også deltager på langt hovedparten af disse opgaver er blevet varetaget af Lis Lyng-Nielsen.

Herudover tilbyder vi også, hvad vi kalder Pedalkraft – ja tak. Her tilbyder vi at være ekstra voksne, når en skoleklasse eller institution skal af sted på cykel. Her har Lis Lyng-Nielsen ligeledes været en meget aktiv deltager. Igennem dette har vi hjulpet med at få adskillige hundrede børn fragtet frem og tilbage til en destination.”

Pedalkraft – Ja tak | KLC Viborg

Cykelleg og trafiksikker | KLC Viborg

 

Kommentarer