Bjerregrav

Levende landsby, falkonershow og skattejagt på Hvolris i efterårsferien

Jernalderfolket vender tilbage til Hvolris tre dage i efterårsferien, hvor man også kan komme på skattejagt. Foto: Hvolris Jernalderlandsby 

Tre dage i efterårsferien 15., 16. og 17. oktober vender jernalderfolket tilbage til Hvolris Jernalderlandsby.

Røgen stiger igen op fra bålene, maden koger i lerkrukkerne, smeden arbejder ved sin esse, folkene arbejder med uld, jern, pil og træ. Bueskytterne øver sig, og man kan selv prøve sine evner til at ramme plet. Alt dette og meget mere kan man opleve, når man kommer til Hvolris i efterårsferien.

Skattejagt

Som noget nyt i år kan man komme på skattejagt i jernalderen på Hvolris. Turen tager skattejægerne tilbage til jernalderen, hvor gudernes gunst var en nødvendighed og ofringer en naturlig del af livet. Sidst i skattejagten møder man Vølven på Hvolris. Skattejagten er et nyt samarbejde mellem Hvolris Jernalderlandsby og Viborg Bibliotek. Man kan købe skattekort på biblioteket samt i de tre åbningsdage på Hvolris, hvor også skattejagten finder sted.

Falkoner og falk

Tirsdag kl.13.00 er der traditionen tro show med falkoner Frank Skaarup. Han fortæller underholdende og humoristisk om de lynhurtige fugle, som er blevet brugt til jagt igennem tiderne. Man kommer helt tæt på falken, og den elegante fugl slippes løs over landsbyen.

Kamplystne vikinger

Et par kampklare vikinger har meldt deres ankomst torsdag, og alle friske piger og drenge, som har lyst til at prøve en dyst med dem kan møde dem i kampcirklen. Krigerne længes efter at få kvalificeret modstand.

Hvolris Jernalderlandsby har åbent den 15.-16.-17. oktober klokken 10-16. Entré er gratis for børn under 18 år, mens voksne slipper ind for 60 kroner. Enkelte aktiviteter i landsbyen koster et symbolsk beløb. Skattekort kan købes på Viborg Hovedbibliotek på forhånd eller på Hvolris i de tre åbningsdage, hvor også skattejagten finder sted.

Kommentarer