Vammen

Langsø Friskole i Vammen opførte skuespillet ”Agent 0,07 i Aktion”

På Langsø Skole blev der torsdag den 24. november afholdt grazy-komedie med Agent 0,07.

På Langsø Friskole har 6. til 8. klasse knoklet med crazy-komedien om Agent 0,07. Torsdag 24. november blev der med stor succes afholdt tre forestillinger i løbet af dagen.

En dødsstrålemaskine bliver stjålet og den skrupskøre Agent 0,07 bliver sat ind i jagten på forbryderne. Gennem helt specielle forhørsmetoder kommer Agent 0,07 på sporet af fire russiske spioner og et værtshus ved navn Den Røde Fane. Her forbereder skuespillets russiske bad guys afsendingen af strålemaskinen, der er blevet pakket ind i brunt indpakningspapir. Omtrent sådan lyderplottet på crazy-komedien ”Agent 0,07 i Aktion”, som eleverne på Langsø Friskole har arbejdet hårdt på i de seneste uger.

– I uge 47 har der været emne-uge på hele skolen, hvor eleverne i 6. til 8. klasse har arbejdet mere intenst med skuespillet, replikker og kulisser. Der er masser af forrygende gags i skuespillet, hvor der sker noget hele tiden, fortæller Lone Jensen, der er repræsentant i skolebestyrelsen.

”Eleverne klarede sig superflot”

Torsdag den 24. november skulle slaget endelig stå med ikke mindre end tre forestillinger i løbet af dagen. Alle interesserede var inviteret til at overvære generalprøven i Vammen Kultur- og Forsamlingshus klokken 10 om formiddagen. Dagens anden forestilling blev opført kl. 17.30 for skolens mindste elever fra 0.-3. klasse og deres familier, mens de større elever fra 4.-5. klasse og deres familier var inviteret til dagens sidste forestilling klokken 19.00. Efterfølgende var der hygge og skolefest på skolen med mulighed for spisning af sandwiches fra Vammen Kro samt kaffe og kage fra 4.-5. klasses kagebod.

– Eleverne klarede det alle sammen superflot, selvom de selvfølgelig havde lidt nerver på, fortæller Lone Jensen, der desuden kan oplyse, at omkring 150 personer overværede de tre forestillinger.

Kniber med plads

Formen på årets skolefest var i øvrigt noget anderledes end det plejer, fordi det efterhånden kniber med pladsen i gymnastiksalen og i Vammen Kultur – og Forsamlingshus, hvis samtlige elever og deres familier skulle overvære skuespillet på én, oplyser Lone Jensen.

­–­ Derfor blev det i år besluttet at opdele grupperne i to, hvilket gav familier med de mindre børn mulighed for at trække sig tilbage i ro og mag, hvis de ville lidt tidligere hjem, siger hun.

Agenten tog alt æren

Og hvordan gik de så med Agent 0,07 ? I første omgang ikke som man måske kunne forvente. Selvom det er fejt at slå på folk med briller – og briller det bærer Agent 0,07 – så fanges han og føres over i en lejlighed i et højhus. Da spillet ser ud til at være slut for Agent 0,07 og spionernes lumre forehavende ser ud til at lykkedes, kommer agentens sekretær ham til undsætning og redder dagen. At det selvfølgelig er Agent 0,07, der tager alt æren, siger selvfølgelig sig selv – men det svarer måske også godt til kollegaen fra filmene.

Kommentarer