Langsø Friskole og Børnehus sagde farvel til Anna Marie
Fredag sagde personalet på Langsø Friskole og Børnehus farvel til skolens sekretær siden etableringen i 2008, Anna Marie Mortensen.
Læs Anna Marie Mortensens afskedsbrev efter artiklen.
Efter coronanedlukning nåede Anna Marie Mortensen lige at få et par uger med kolleger og de yngste elever på Langsø Friskole i Vammen. Fredag havde hun nemlig sidste arbejdsdag på skolen, hvor hun har været sekretær og bogholder siden starten 1 2018.
Den vellidte skolesekretær går dog ikke på pension endnu, men skruer med egne ord lidt ned for blusset med færre arbejdstimer på en anden friskole.
I en årrække havde Anna Marie Mortensen dobbeltjob som sekretær både på Langsø Friskole i Vammen og Studsgaard. For nogle år siden valgte hun dog at kvitte timerne på Studsgaard.
– Det blev for meget med to jobs, så for fire år valgte jeg at stoppe på Studsgaard, men nu bliver det lige omvendt, fortæller den 66-årige skolesekretær, som ikke er helt klar til at lade sig pensionere.
– På Studsgaard har jeg fået min gamle stilling, men med færre timer. Jeg kalder det et”retræte-job”, siger hun og understreger, at hun har været glad for årene på Langsø.
– Vammen er en fantastisk by med borgere, der har en enorm drivkraft. Jeg er imponeret over, hvad de formår at stable på benene i deres lille landsby, det er meget inspirerende, fortæller Anna Marie Mortensen, som selv er bosiddende i Tange.
Reception med afstand
Fredag tog personalet på Langsø Friskole så afsked med deres kollega, men i en lidt anden form end oprindeligt planlagt, fortæller Anne Faber Jensen, som er leder af SFOen og klubben på skolen.
– Livet går jo videre her i disse corona tider, og den planlagte reception med ansatte, bestyrelse, forældre og børn, for at sende Anna Marie godt afsted på hendes otium og markere hendes 12 år som skolesekretær på Langsø Friskole og Børnehus, blev en noget mere beskeden begivenhed end først planlagt, siger hun.
Det blev i stedet til et par hyggelige timer “sammen og hver for sig” for Anna Marie og kollegaerne i den gamle gymnastiksal, der lige nu fungerer som garderobe for 4. og 5. klasse.
Her var fin plads til at arrangementet, hvor der både blev nydt kaffe og jordbærkage og uddelt gaver og afskedsord til den afgående skolesekretær, som vil blive savnet.
– Anna Marie har alle årene været en vellidt skolesekretær, kollega og medspiller i institutionen Langsø Friskole og Børnehus. Med sin rolle som kontorets trofaste, stabile og loyale medarbejder har hun igennem årene lagt øre til mange snakke, store som små, har altid været klar med en hjælpende og støttende hånd hvor der var brug for det. Og er meget vellidt af både kollegaer, børn og forældre. Vi vil savne hende, siger Anne Faber og tilføjer:
– Til en afgangsfest i 2017 blev Anna Marie beskrevet sådan her i en dimissions tale af Thomas fra 8. klasse:
“Anna Marie – Kontormusen – Rareste. Du bruger stort set hele din dag inde på kontoret og holder styr på økonomien. Du er rar, og du har altid en bøtte bolcher på kontoret”.
– Det er vist en meget god beskrivelse, slutter Anne Faber Jensen.
Anna Maries afskedsbrev
Dagen før sin sidste arbejdsdag, sendte Anna Marie Mortensen et afskedsbrev henvendt til skolens elever og forældre, som skoleleder Torben Knudsen delte på skolens facebookside. Vi bringer her med Anna Marie Mortensens tilladelse brevet, som viser, at de varme følelser er gengældte.
Kære børn og forældre i Børnehus og på Skole
I morgen fredag er min sidste arbejdsdag på jeres fine og gode institution og skole her i Vammen.
Efter næsten 12 år på stedet, siger jeg farvel med gode minder og oplevelser i bagagen.
Jeg husker tydeligt ansættelsessamtalen og starten den efterfølgende sommer. Jeg mødtes med Morten formand en sommeraften – han kom fræsende på sin motorcykel, og vi fik installeret EDBbrugsen som vores økonomiprogram hed dengang. Min første rigtige arbejdsdag var i det lille kontor hvor Jytte nu har kontor. Der kom Maj Britt med alle elevindmeldelserne. Udenfor i det store rum puslede rigtig mange forældre med stole, borde, bøger og en hel masse andet. Torben dukkede sørme også op og hans første sætning var: Nå så kan han være her. Så stillede han sig med ryggen mod vinduet og begyndte på et foredrag om roning.
I januar 2010 startede børnehaven, og vi måtte rykke skole og kontor over i større forhold. Det var en hektisk tid med opstart af børnehaven, men igen viste de seje Vammenborgere, at de er gjort af et godt stof, initiativ og gå på mod mangles ikke i landsbyen. Sørme om ikke også der var vilje til at etablere Vuggestue der startede i sept. 2013. Først som en selvstændig enhed – det var noget bøvl rent administrationsmæssigt, men i jan. 2015, blev der åbnet op for, at en friskole måtte drive Vuggestue, så Haugårdsvej 4 og Genvej 2 blev en samlet institution.
Siden er det gået slag i slag med stigende børnetal – mange nye ansigter både børn, forældre og kollegaer har krydset min vej. Jeg har aldrig været træt/ked af at skulle på arbejde og fundet mine arbejdsopgaver interessante.
Mine samarbejdspartnere har jo først og fremmest været Merete, Jytte, kasserer Jan og så selvfølgelig Torben, som jeg har delt kontor med i alle årene. Vi har godt nok taget mange diskussioner om dette og hint, det være sig Muhammedtegninger, religion, teenagebørn, opdragelse og – i denne tid – tolkning af paragraffer. Vi har lært hinanden at kende på en helt speciel måde, nærmest som et ægtepar med hvad det indebærer af op- og nedture. Vi har været fortrolige sammen – kunnet tie sammen – kunnet grine sammen. Det har været et dejligt samarbejde og fortrolighed, jeg vil savne.
Stor tak for alle årene til alle I dejlige børn – forældre og kollegaer, der gennem årene har krydset min vej.
Kan I ha´det rigtig godt, pas på jeres institution og pas på jeres landsbymiljø, et miljø I kan være rigtig stolte af og lur mig, om ikke min fremtidige søndagsudflugt kunne gå til Vammen for at se, om I stadigvæk har grøde i byen.
Hilsen
Anna Marie Mortensen
Kommentarer