Vammen

Langsø Børnehus fik besøg af en rigtig ambulance

Se billedserie Langsø Børnehus fik i sidste uge besøg af en rigtig ambulance. Fremsendt foto

I Langsø børnehus i Vammen arbejder hele huset i denne tid med emnet ‘Førstehjælp i børnehøjde’. Og i sidste uge havde man besøg af en rigtig ambulance.

For små børn handler førstehjælp først og fremmest om at ville og turde yde omsorg for hinanden, hjælpe og trøste. Omsorg og Empati er grundlæggende for at have lyst til at hjælpe hinanden. Både når det gælder de små uheld og ved de lidt større uheld, hvor der skal tilkaldes en ambulance.

Samtidig gælder det om at give børnene en tro på, at de kan gøre en forskel.

Det fortæller Anne Faber Jensen, SFO- og SFO Klubleder, som er medarrangør af det nye tiltag i Langsø Børnehus.

– Børnene har leget bamsehospital, rollelege, hvor de har givet hinanden førstehjælp. De har renset sår og givet plaster på. De har også prøvet at lægge hinanden i aflåst sideleje og lavet ambulancelege over i hallen. Og så har vi set DR-serien om Kasper og Sofie på sygehuset og meget mere, fortæller Anne Faber Jensen. 

Torsdag 7. april havde Langsø Børnehus besøg af en rigtigt ambulance, hvor børnene måtte komme ind og se ambulancen, og de fik lidt viden om, hvad man kan i en ambulance. De hørte udrykning og så blink. 

Bagefter kom falckredderen med ind i Børnehuset og fortalte børnene om, hvordan de kan hjælpe en, der kommer til skade.

 – Det var nogle supergode dage for alle børnene i Langsø Børnehus, lyder det fra Anne Faber Jensen.

Kommentarer