Landdistriktsudvalget udpeger modtagere af ’Årets Udviklingspris’
Rødding Ungdoms og Idrætsforening, Hvam St. og gl. Hvam og Styregruppen for haludvidelsen i Rødkærsbro står bag projekter og initiativer, som vinder ‘Årets Udviklingspris’ i Viborg Kommune. Projekterne har særligt fokus på at inddrage børn og unge i lokalsamfundene, så de får mulighed for at præge det gode børne- og ungdomsliv i landdistrikterne. Vinderne blev fundet blandt otte ansøgere.
På sit møde onsdag udpegede Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune tre vindere af ‘Årets Udviklingspris’.
Vinderne er:
- Rødding Ungdoms- og Idrætsforening, der vil uddanne trænerspirer (7-9 klasse), som sammen med det pædagogiske personale og frivillige skal tilbyde alternative idrætsmiljøer i SFO/klub med fokus på trivsel og inklusion.
- Hvam St. og gl. Hvam, der vil arbejde på en oplevelsessti
- Styregruppen for haludvidelsen – Rødkærsbro Hallen, der søger om opstartshjælp til nye initiativer, der er planlagt i et årshjul, samt til at indrette et hyggeområde til unge i hallen
Med ‘Årets Udviklingspris’ ønsker Landdistriktsudvalget at støtte, anerkende og formidle konkrete initiativer og projekter i Viborg Kommunes landdistrikter, som er med til at udvikle og skabe sammenhold og -hæng i landdistrikterne på nye måder.
I 2022 har der været særligt fokus på projekter og initiativer, som understøtter ‘Det gode børne- og ungdomsliv i landdistrikterne’.
– Jeg glæder mig over at se otte gode ansøgninger lande på Landdistriktsudvalgets bord, da det vidner om, at der er mange og stærke kræft i lokalsamfundene, som i fællesskab arbejder på at skabe de bedste rammer for godt liv i vores landdistrikter, udtaler Kim Dongsgaard, Formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune. Han fortsætter:
– Når Rødding Ungdoms og Idrætsforening, Hvam St. og gl. Hvam og Styregruppen for haludvidelsen i Rødkærsbro ender med at vinde, så er det fordi, de gør en ekstra indsats i forhold til at inddrage børn og unge, så de kan tage aktiv del i at udvikle det lokalsamfund, de er bor i. Det vil vi fra Landdistriktsudvalget gerne anerkende, og derfor vinder de ‘Årets Udviklingspris’ 2022.
Landdistriktsudvalget vil i løbet af et lille års tid besøge de tre vinderområder og høre om erfaringerne, som andre lokalområder måske kunne lade sig inspirere af.
Med ‘Årets Udviklingspris’ følger i alt 325.000 kroner til de tre vindere.
Rødding Ungdoms- og Idrætsforening, Tapdrup Udeliv-TENNIS (TUT), Skelhøje Borgerforening, Løvel og Omegns Borgerforening, Vroue Beboerforening af 1993, Finderup By & Land /Finderup Kulturhus, Hvam St. og gl. Hvam og Styregruppen for haludvidelsen – Rødkærsbro Hallen søgte om at modtage ‘Årets Udviklingspris’.
Kommentarer