Debatindlæg af Jimmy Fisker, Toften 30, 8830 Tjele.

Mink har udgjort smitterisici med baggrund i Covid 19 pandemien (og varianter) ikke alene i Danmark, men i så lande som Polen, Holland, Grækenland og dele af USA.

Beslutningen om afviklingen af minkene i Danmark har indeholdt adskillige aspekter (sundhedsmæssigt, økonomisk, politisk, erhvervsmæssigt, menneskeligt – og på sigt økologisk).

Menneskeligt og økonomisk er minkavlere selvfølgelig blevet bragt i en trist og dårlig situation.

For mange har der været tale om afslutningen på et mangeårigt virke – endog gennem generationer. Udregningen af de økonomiske konsekvenser og kompensationer er – efter alt at dømme – synes at være komplicerede. For samfundet som helhed forekommer tabet af minkavl – som erhverv – derimod at være overskueligt – set i lyset af at små dyr skal pelses med det formål at ende som dyrepels til velhavende (fortrinsvis kinesiske og japanske) kvinder.

Da statsministeren den 4. november orienterede på pressemødet om at Statens Serum Institut (SSI) havde advaret om … at en fortsat minkavl under en igangværende Covid 19 pandemi indebærer en betydelig smitte risiko … og at mennesker bør komme før dyr. På den baggrund blev regeringens beslutning om at afvikle minkavl ganske fornuftigt. Det kan diskuteres om beslutningen om at aflive alle mink blev truffet for hurtigt, men vurderingen blev truffet ud fra den betragtning, at der burde handles hurtigt, for at sikre at færrest mulige personer kunne nå at blive smittet. I parentes kan bemærkes at Venstres sundhedsordfører (den 17/10) kritiserede regeringen for at ”… det går alt, alt for langsomt med at få slået de smittede mink ned. ”

Efter nogle dage (4-6 dage) gik det op for beslutningstagerne, at lovgrundlaget bag en så indgribende beslutning muligvis ikke var til stede, hvorfor sundhedsministeren forsøgte at få den fornødne lovbeslutning hastet igennem, for at den igangværende proces ikke skulle gå i stå. Set i bagklogskabens lys burde man måske mene, at processen med at presse på at få aflivet mink, i så stor en skala, nok skulle have været sat i stå, indtil det fornødne lovgrundlag kunne have været på plads. At få fremskyndet det manglende lovgrundlag ville oppositionen nemlig ikke medvirke til,
da partipolitiske hensyn syntes at være vigtigere end smitterisikoen. Ifølge advokat og tidligere vicedirektør for Fødevarestyrelsen, Tage Siboni peger på Dyreholdslovens formålsbestemmelse (§1) at hold af dyr skal sikre menneskers sundhed. Den rådgivning regeringen fik i begyndelsen af november fastslog at ”… det (på det nærmeste) var nødvendigt at slå mink ned i Danmark. Har man fået (den rådgivning), så mener jeg (Tage Siboni) at regeringen ikke bare har en ret, men nærmest en pligt til at få minkene fjernet. ”

Her er der så et andet aspekt kommer i spil …  det partipolitiske. Det kunne måske være interessant at undersøge for hvem (og i hvis interesse) det først gik op for, at det mangelfulde lovgrundlag blev opdaget! Men der kan næppe herske nogen tvivl om, at de ”blå” partier herefter har lugtet for at kunne høste stemmer – og i bedste fald – at gå efter regeringen. Hensynet knytter sig ikke til minkene – men derimod til at oppositionen i deres optik, alt for længe ikke har kunnet pleje partipolitiske hensyn. Det er nok rigtigt at vores statsminister har en tilbøjelighed til at udvise en vis magtfuldkommenhed, som sikkert ikke har levnet de respektive oppositionslederes muligheder for at pleje deres respektive programmer. Til gengæld er vi mange, der er taknemmelige for at samme statsminister har formået at udvise en så rettidig, handlekraftig og målrettet indsats, der har bevirket at vi (i DK) indtil videre er sluppet nådigt gennem Covid 19 pandemien. 

Oppositionen har nu samlet set meldt ud til den forundrede befolkning, at de fremefter ikke vil følge Sundhedsmyndighedernes anvisninger (og advarsler). Det har på den baggrund næppe gjort et større indtryk, at der var 29% af de (sidst i november) smittede i Nordjylland havde været i berøring med mink.

En forsigtig vurdering er at næste smittebærer (eksl. mennesker) er duer og måger.