Kultur

Lær om gamle og nye æblesorter til den årlige Frugtfestival på Blomstergården

Lørdag og søndag inviterer Blomstergården ved Viborg til den årlige frugtfestival, hvor man blandt andet kan smage på flere gamle, danske æblesorter. Foto: Blomstergården.

Lige nu bugner æbletræerne af plukkemodne frugter, og på lørdag den 20. og søndag den 21. september inviterer Blomstergården ved Viborg igen til den traditionsrige Frugtfestival, hvor man kan blive klogere på særligt gamle, men også nye, æblesorter. Og hvor man kan lære at lave most, mjød og cider fra frugterne, få smagsprøver – og tilmed vinde en præmie.

Af Gitte Hagsholm, redaktion@randers-netavis.dk

BATUM/RØDDING – I en tid, hvor udvalget af danske æbler ikke er så stort, som det var en gang, er der nu mulighed for at smage på en række af både de gamle danske æblesorter og nogle nye sorter, som endnu ikke er udbredt i Danmark.

Blomstergården, som den kommende weekend inviterer til den årlige Frugtfestival, rummer nemlig Danmarks største private Pomet (frugtsamling) med omkring 800 sorter af frugt og bær, hvoraf æblerne udgør godt halvdelen. Samlingen er en del af backup til NordGens samling, der findes på Københavns Universitets pomet i Tåstrup.

– Dermed er Blomstergårdens Pomet også en del af et levende frugtmuseum, der blandt andet viser, hvad vores forfædre kunne få af frugt fra egen produktion. Blomstergårdens Pomet er et alternativ til de kommunale museumssamlinger af gamle brugsting og interiør med mere, fortæller Villy Mougaard, som sammen med hustruen, Margit, til dagligt driver Blomstergården.

Begge dage vil der være to rundvisninger med forskellige temaer i pometet og parken.
Foto: Blomstergården ved Viborg.

Rundvisninger

Ved Frugtfestivalen er der begge dage rundvisninger, hvor gæsterne kan få inspiration til frugttræer, der kan plantes i haven, ved sommerhuset, i en skovhave eller til en ny plantage i forbindelse med gårdbutik eller lignende.

Ved to rundvisninger, henholdsvis klokken 11 og klokken 14, vil Villy Mougaard blandt andet fortælle om de mange gamle æblesorter i pometet samt vigtigheden af en alsidig biodiversitets betydning i bekæmpelsen af sygdomme og skadedyr i frugt. Han vil også fortælle om de indsamlinger af frugt

og bær, som Blomstergården har stået for, samt introducere deltagerne for nogle mindre kendte arter.

På frugtfestivalen er der udstilling af og smagsprøver på gamle, danske æblesorter.
Foto: Blomstergården ved Viborg.

Udstilling og smagsprøver

I forbindelse med frugtfestivalen vil der være udstilling i telte, hvor gæsterne kan få smagsprøver på en lang række af æbler og most lavet på æbler. Blomstergården fremstiller most af omkring 100 æblesorter årligt. Mosten er 100 procent ren frugtsaft fra enkelte æblesorter, fortæller Villy Mougaard.

Frugtfestivalen vil også byde på demonstration af, hvordan man producerer cider, likør, mjød og isvin af æblerne – altsammen noget, der også kan smages på.

Man kan også smage på most og cider – og endda likør – lavet på frugt. Foto: Blomstergården ved Viborg.

Hvem har dyrket det største æble?

Frugtfestivalen byder også på en konkurrence, hvor man kan tage sit eget, hjemmedyrkede æble med og deltage i konkurrencen om det største æble. Vinderen modtager Villy Mougaards bog ’Æbler’.

På Blomstergården findes også produktion og salg af mange af de forskellige frugttræer, der står i  Blomstergårdens Pomet. Man kan således også få opformeret sit eget frugttræ, hvis man har et træ stående, man gerne vil have bevaret.

Georginer i fuldt flor

Ud over æbler, frugttræer og friskpresset saft kan gæsterne glæde sig til en gåtur mellem de mange forskellige georginer, der lige nu står i fuldt flor.

Frugtfestivalen holdes lørdag og søndag 20. og 21. september. Begge dage klokken 10 til 17. Entré koster 60 kroner for voksne.

 

Kommentarer