Lækkerier til hjerne og mave – på en ‘rejse’ til sydens sol
Torsdag 9. marts mødte 47 forventningsfulde gæster op i Karup Kultur- og Forsamlingshus til genfødslen af ‘Litteratur og Lækkerier’ efter corona-nedlukningerne.
Aftenens tema var det, mange lige nu går og sukker efter: Ferie med sol, varme og livsnydelse, kort sagt det man forventer af en tur til middelhavslande som Italien, Frankrig og Spanien.
Viborg Bibliotekernes Johanne Behrmann og Anette Siem Kristensen havde fra gemmerne fundet smagsprøver på forskelligartede litteraturoplevelser med relation til ferie og middelhavslandene. Superbrugsens Nicolai Groth havde været en tur i delikatessen og vinafdelingen for at finde værdige repræsentanter for de tre lande.
Aftenens forløb var inddelt i tre sæt, som hver indeholdt lækkerier for ganen i form af tapas og vin fra øverste hylde, og lækkerier for hjernen med tips og ideer fra hylderne på biblioteket. Alt i alt en afvekslende og god aften i godt selskab og med en varm, positiv og munter tone.
Gæsterne kom dog hurtigt tilbage til virkeligheden igen, da de skulle hjem, for sne og frost ventede uden for døren.
Succesen må tilskrives et eksemplarisk godt samarbejde mellem en offentlig virksomhed, Viborg Bibliotekerne, en privat virksomhed,Superbrugsen i Karup samt en forening, Karup Kultur- og Forsamlingshus’ Venner, mener Peter Skovmos Nielsen, der er tovholder på arrangementet.
– Alle gør det, de er bedst til, og med hjælp fra frivillige hænder kan vi i Karup få oplevelser, vi ellers aldrig ville kunne forvente at få. Når Karups borgere kvitterer med så stort et fremmøde, så giver det brændstof til de involverede og mod på at gå i gang med endnu flere aktiviteter, fastslår han.
Koncepterne, man har udviklet i Karup, er til fri afbenyttelse alle andre steder. Hvis nogle er usikre på, hvordan man griber det an, så stiller Peter Skovmos Nielsen sig gerne til rådighed med gode råd til, hvordan man får et arrangement stablet på benene.
Kommentarer