Debatindlæg af Morten Secher. Landsforeningen for Børn og Forældre. 

Når roen nu er indtruffet, solen skinner fra en smuk himmel, og den latte, jeg har fremstillet, smager som jeg foretrækker den – så burde det jo bidrage til endnu mere ro, inden hverdagen begynder i morgen. Men jeg har gået rundt hele påsken og ikke vidst, hvad jeg manglede, og hvorfor jeg følte afmagt…!

Jeg kan mærke, at jeg ikke er tilfreds, jeg kan mærke en uro, jeg kan mærke, at en stor del af de 30.000 børn, som hvert år oplever, at deres forældre bliver skilt eller går fra hinanden – ikke bliver hørt, og netop de børns (som oftest) mest vigtigste ressource – netop forældrene heller ikke er blevet hørt i dette seneste lovforslag omkring et nyt og mere effektivt, og enstrenget skilsmissesystem.

Efter alle de involverede politikere omkring dette langtfra gennemtænkte lovforslag har fået armene ned over deres egen middelmådige indsats, så sidder jeg her, på vegne af de 30.000 børn og ca. 15.000 skilsmisser, for ikke at tale om alle de samlivsopbrud, og skammer mig.

Jeg skammer mig over at se, hvordan forældre, der har fået børn med hinanden, kan få lov til at udnytte det nuværende skilsmissesystem til at ødelægge den anden forældre – uanset om det er mor eller far – for her er ikke tale om skyld og skam eller køns-favorisering – NEJ, for i mit arbejde ser jeg hver dag, at begge køn bidrager til denne kamp! Og uanset hvordan man ser på dette, så er der kun en taber, og det er børnene…!

Jeg er selv et levn af dette komplekse system og har levet med dette i 10 år, og gennemlevet 2 år i helvede – før vi som forældre blev gjort opmærksom på, hvad vores primære fokus havde bidraget til – og forårsaget.

Al denne ulykkelighed, al denne sorg, alle disse følelser af svigt overfor vores drenge – og følelsen af tomrum, magtesløshed, ensomhed, stress, og et minimum af selvindsigt har bidraget til store ar, både mellem os som forældre og vores fælles børns vigtigste ressource – men primært hos vores drenge..!

Og JA, jeg skammer mig – jeg skammer mig over at have været en del af dette cirkus, hvor forestillingen aldrig stopper. Jeg skammer mig over at have så meget tiltro til et system, som man tænker tager ordentligt hånd om ens børn og en selv som kriseramt forældre – en naiv tiltro på, at dette system bidrager til at skabe ro, afklaring og nye ekstra ressourcer hos forældrene – så de kan generere et overskud til at hjælpe deres fælles børn igennem denne livskrise, som det unægteligt er for vores børn – uanset..!

Jeg skriver ikke dette som en svigtet og en forsmået far… NEJ, jeg skriver dette, fordi jeg stadig ikke har fået ro, og det får jeg nok ikke, før jeg oplever, at der bliver tænkt i oprigtige helheder, samskabelse og ressourceskabende fællesskaber, som kan bidrage til, at vi som forældre kan hjælpe, støtte og passe på vores børn i dette komplekse samfund, hvor krav om selvstændighed, uddannelsesparathed, det perfekte udseende, og en afklarethed fylder alt for meget.

Lad kærligheden til jeres børn fylde mere, end tiltroen til systemet..!