Debatindlæg af Lene Buhl, Lægesekretær og formand for HK Kommunal MidtVest.

Manglen på læger, sygeplejersker og SOSU’er kan imødegås gennem en mere effektiv opgavefordeling, hvor HK’ere varetager flere administrative opgaver, så der bliver frigjort mere tid til at operere og pleje patienterne.

Med Regeringens udspil til en sundhedsreform er der kommet fokus på det danske sygehussystem.

Jeg mener, at Regeringens udspil til en sundhedsreform overser mulighederne for at imødegå noget af manglen på læger, sygeplejersker og SOSU’er via en mere effektiv opgavefordeling, hvor lægesekretærerne kan aflaste de pågældende grupper for administrative funktioner.       

Ifølge en undersøgelse fra Overlægeforeningen ”Overlægers arbejdsvilkår 2017” bruger overlægerne i gennemsnit 17 procent af deres arbejdstid på administration. Hvis overlægerne brugte fem procent mindre af deres arbejdstid på administrative opgaver, ville det svare til cirka 300 flere overlæger.

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon fra 2015-16 bruger sygeplejersker en time og 49 minutter pr. dag på administration. Det svarer til over 25 procent af arbejdstiden. Hvis sygeplejersker brugte fem procent mindre af deres arbejdstid på administrative opgaver, ville det svare til knap 1.800 flere sygeplejersker.  

Behovet for at aflaste de sundhedsfaglige for administrative opgaver står i skærende kontrast til, at der er blevet over 1.000 færre lægesekretærer svarende til et fald på næsten på næsten 12 procent de sidste fem år. Der har også været et mindre fald i de HK-administrative på godt 300.

Til gengæld har der været kraftig vækst i AC-stillinger – DJØF’ere, civiløkonomer, chefkonsulenter og specialkonsulenter – på 1.500. Til forskel fra lægesekretærerne har de administrative AC’ere ikke en sundhedsadministrativ faglighed og vil derfor vanskeligt kunne aflaste lægernes og sygeplejerskernes opgaver med dokumentation og administration.   

Ved at bruge lægesekretærer og andre HK’ere til det, de er specialister i, nemlig at løse administrative opgaver, vil der kunne frigøres tid til kerneopgaver såsom at operere og pleje patienterne – en tanke værd i disse reformtider!