Kvorning

Kvorning kirke fejrer sit ’nye’ kirketårn på søndag

Kvorning kirkes karakteristiske tårn har siden april været 'pakket ind' i stilladser på grund af restaurering. På søndag fejres resultatet efter højmessen klokken 10.30. Foto: Viborg Netavis

Igennem længere tid har forbipasserende kunnet iagttage Kvorning Kirkes karakteristiske klokketårn nærmest svæve andægtigt over kirkebygningen. Det er der en ganske jordnær forklaring på, idet den smukke tagrytter, som den retmæssigt skal benævnes, har gennemgået  en omfattende resturering. På søndag fejres resultatet.

Det har set lidt spøjst ud, kirketårnet i Kvorning, som i nogle måneder efterhånden har ‘svævet’ over  kirken – omgivet af stilladser.

En maler opdagede for halvanden års tid siden ved en tilfældighed, at der var råd i træværket ved rytterknægten, og en restaurering var påkrævet.

I april gik restaureringsarbejdet, som beløber til omkring en halv million kroner, igang, og ifølge kirkeværge Anders Christensen skulle alt være på plads, og stilladser fjernet til søndag.

Her har menighedsrådet nemlig inviteret på et glas champagne efter højmessen klokken 10.30 for at fejre, at kirken atter har et velfungerende klokketårn.

Champagnen vil – om vorherre skænker solskin på dagen – blive indtaget uden for kirken.

Kommentarer