Viborg By

Det kvindelige offer i makaber drabssag er fra Viborg

Den 40-årige kvinde, som søndag morgen 11. november blev fundet knivdræbt og delvist parteret i en ejendom i Hadsund, er fra Viborg.  Det fremgik af en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi , som efter intensiv forskning sidst på dagen søndag kunne identificere kvinden.

En 28-årig mand blev søndag varetægtsfængslet i fire uger i en makaber drabssag i Hadsund. Det skriver Ekstra Bladet , der var til stede ved grundlovsforhøret i Aalborg søndag.

Det skete, efter at politiet på baggrund af en telefonisk henvendelse tidligt søndag morgen rykkede ud til en adresse i Hadsund. Her fandt man i en garage den dræbte  kvinde, som nu er identificeret som en 40-årig kvinde fra Viborg.

Den 28-årig mand er blevet anholdt og er nu sigtet for at have dræbt den 40-årige kvinde med kniv og derefter at forsøge at partere liget.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det vides ikke, om de to kendte hinanden, og de nærmere omstændigheder i sagen kendes ikke.

Ifølge Ekstra Bladet fremgår det ikke af sigtelsen, hvor langt med parteringen af offeret kom, inden den 28-årige blev anholdt kort før klokken fem søndag morgen. Men ifølge sigtelsen skete drabet cirka klokken 04.20.

Manden nægter sig skyldig. Kendelsen om varetægtsfængslingen blev ikke kæret af manden.

Ifølge Randers Amtsavis , som også var til stede ved grundlovsforhøret,  besluttede dommeren, at den sigtede skal mentalundersøges.

De pårørende til det kvindelige offer er blevet underrettet.

/ritzau/

Kommentarer