Kritiske røster omkring Taphede-projektet
Præsentationen af Taphede-projektet – en ny fremtidig bydel i Viborg – har i den forløbne uge skabt furore. I flere læserbreve kritiseres kommunen for at fokusere ensidigt på Viborg by.
Mandag 14. august præsenterede Viborg Kommune ved et borgermøde i multisalen på Viborg Rådhus visionerne for en ny Viborg-bydel, Taphede, øst for Viborg. Området vil efter planen vil komme til at rumme 1500 husstande og 3500 bebeboere.
Det er faldet flere borgere for brystet, at kommunen planlægger så ambitiøst et projekt for Viborg by, mens mange landsbyer, ifølge flere udsagn, savner opbakning til deres lokale bosætnings- og udviklingsprojekter, og flere er efterfølgende faret i blækhuset for at ytre deres utilfredshed.
Savner en strategi
En af dem er Elo Nielsen, Skals, som er kandidat til byrådsvalget for SF. I et læserbrev skriver han blandt andet: “[…) vi mangler en progressiv, aktiv og målrettet strategi i Viborg kommune, således at disse lokalsamfund kan fremstå som en ligeværdig mulighed for bosætning. Og vi mangler, at disse muligheder bliver præsenteret og promoveret som et godt og naturligt valg for nye borgere i kommunen”.
Til Viborg Netavis uddyber han kritikken.
– Det, de to byplanlæggere, fremhævede omkring Taphede (til borgermødet , red.), det er jo præcist det, landsbyerne kan: fællesskab og naturnærhed. Hvorfor har Viborg Kommune ikke også en strategi for at promovere og sælge – udnytte – netop de kvaliteter, der ligger ude i lokalsamfundene. Det er som om, det er landsbyernes eget ansvar, siger Elo Nielsen
Hans anke går også på, at politikere og forvaltning ikke kender lokalområderne.
– Det er som om, man ikke kender helheden i kommunen. Man ved ikke, hvordan det ser ud i Vridsted eller Skals, og hvad der er det enkelte lokalområdes behov. Derfor mener jeg også, at der bør etableres et landdistriktsudvalg. En fast samarbejdspartner med lokalområderne også på det politiske niveau, siger han.
Skudt over mål
Henning Riis Vester fra Rødding deltog ligeledes i mødet 14. august, og også han har været ude med riven i et debatindlæg sidste uge.
Til Viborg Netavis forklarer han, at han anerkender, at kommunen skal have ambitioner på byens vegne, men han mener, at man har skudt langt over mål med Taphede-projektet.
– Jeg er godt kendt i området, og det kan blive en flot bydel – i hvert fald etape 1, 2 og 3. Men etape 4 er flade marker; det er r**kedeligt, og jeg kan slet ikke forestille mig, at folk vil flytte derud, siger han og peger på, at der desuden lige nu er velfungerende landbrug på den jord, kommunen påtænker at inddrage til den fjerde etape.
– Jeg synes, de lige skulle tage at klappe hesten. Træerne gror ikke ind i himlen, og selvom de sælger mange byggegrunde i Viborg lige nu, så kommer der et mæthedspunkt, mener Henning Riis Vester.
Han efterlyser, at kommunen i stedet ville overveje at bruge nogle af pengene på at udvikle de centerbyer, man i sin tid har udpeget.
– Selvfølgelig skal Viborg by gå i front, og det er da fedt alt det, der sker, men bare indtil nu er et beløb sikkert i millionklassen blevet brugt bare på markedsundersøgelser og et arkitektfirma til at lave det projekt. Man burde overveje at lægge nogle ressourcer i vores velfungerende centerbyer i stedet for på en flad mark, lyder kritikken.
På bekostning af landsbyerne
Formand for Viborg Landsbysammenslutning, Lone Kastberg, har også været på banen med et læserbrev i den forløbne uge.
Ligesom Elo Nielsen og Henning Riis Vester medgiver hun, at kommunen skal have fokus på Viborg som hovedby, men hun udtrykker bekymring for, at det storstilede projekt sker på bekostning af landsbyerne i kommunen.
“Tænk, hvad så det vil fordre af rammer for at facilitere de, der tiltænkes at bosætte sig der: Institutioner, skole, infrastruktur, grønne områder og arealer, der skal støtte op om, at det kan fungere som en by nu skal. For der er jo nærmest tale om en hel by – færdigudbygget med 3500 indbyggere kommunens 3. største. (…) Hvad betyder den investering for de områder og byer, der eksisterer i forvejen – over alt i kommunen og ikke lige i udkanten af Viborg?”, skriver hun blandt andet.
Landsbysammenslutningen har også været ude at opfordre medlemmerne til at reagere overfor kommunen.
Der er høringsfrist 6. september, og kommentarer, indvendinger eller forslag kan indsendes via Viborg Kommunes hjemmeside, hvor man også kan læse mere om helhedsplanen for Taphede.
Kommentarer