Debat og politik

Kristian Pihl Lorentzen vender tilbage til Folketinget for en kort periode

Kristian Pihl Lorentzen vender tilbage til Folketinget 20. februar. Pressefoto

Tidligere medlem af Folketinget, Kristian Pihl Lorentzen, vender 20. februar tilbage til Borgen for en kort bemærkning. Årsagen er, at Venstres Mads Fuglede skal være far og går på orlov fra 20. februar. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse torsdag.

Venstres forsvarsordfører, Mads Fuglede, går på orlov fra Folketinget 20. februar og frem til midten af april. Det skyldes, at han skal være far igen, oplyser gruppeformand Lars Christian Lilleholt (V) til Ritzau.

I orlovsperioden afløses han af suppleant Kristian Pihl Lorentzen, som dermed vender tilbage til Folketinget, hvor han tidligere har siddet i knapt 18 år.

Da han ikke blev genvalgt ved valget i november 2022, bedyrede han ellers, at han var færdig med politik.

– Efter moden overvejelse og drøftelse med mit politiske bagland er jeg nået frem til den klare konklusion, at jeg har aftjent min værnepligt i politik efter 29 år i træk som folkevalgt politiker, skrev Kristian Pihl Lorentzen på facebook i januar 2023.

Overraskelse

Derfor kom det da også som noget af en overraskelse for den tidligere folketingspolitiker, da han forleden blev ringet op af gruppeformanden, fortæller han til Viborg Netavis.

– Det havde jeg ikke lige set komme. Jeg har jo startet et helt nyt kapitel i mit liv med eget konsulentfirma plus mange nye aktiviteter som foredrag, bestyrelsesarbejde og research til bøger, jeg gerne vil skrive. Så jeg har sådan set nok at se til, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Alligevel glæder han sig til at vende tilbage til Borgen.

– Jeg glæder mig til at se og samarbejde med gamle kolleger, og så håber jeg da også, at jeg får mulighed for at skubbe til nogle af mine mærkesager som for eksempel bevarelsen af Tange Sø, lyder det fra den nu tilbagevendende folketingspolitiker.

Nyheden om, at Kristian Pihl Lorentzen snart vender tilbage på borgen – omend for en kort periode, har allerede spredt sig; og mange har henvendt sig med sager, man mener, han bør tage op.

– Jeg er meget beæret over tilliden; men jeg kommer kun til at sidde i en kort periode, så det er nok begrænset, hvad jeg kan nå at levere; men jeg lover, at jeg vil gi’ den en skalle så længe, jeg er der, fastslår han.

Ordførerskab

Kristian Pihl Lorentzen er mest kendt som mangeårig transportordfører for Venstre. Fra 2015 til 2019 sad han også i Folketingets Præsidium.

Ud over tjansen som forsvarsordfører er Mads Fuglede også blandt andet udlændinge- og integrationsordfører.

Det er endnu ikke besluttet, om Kristian Pihl Lorentzen overtager Mads Fugledes ordførerskaber, oplyser Lars Christian Lilleholt i pressemeddelelsen; men Kristian Pihl Lorentzen mener selv, at det er sandsynligt, at han får tildelt rollen som forsvarsordfører.

– Jeg har en karriere i forsvaret med i bagagen, og derfor har jeg erfaring og viden at byde ind med i en tid, hvor vi står over for store konflikter ikke kun i Europa, men over hele kloden, påpeger han.

Kristian Pihl Lorentzen vikarierer Mads Fuglede fra 20. februar og frem til midten af april, og muligvis igen i en ny periode i efteråret.

 

Kommentarer