Debatindlæg af  David Munk-Bogballe, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Vestjyllands Storkreds.

Når en fagligt tung arbejdsgruppe under Miljøministeriet foreslår at dræne Tange Sø, er det ikke for at skabe plads til en energipark, men for at genskabe Gudenåens frie løb og sikre, at Danmark inden 2027 lever op til EU’s Vandrammedirektiv. Naturfagligt og retsstatsligt er argumenterne derfor overbevisende. Alligevel har flere af mine partifæller lanceret en kampagne for søens bevarelse med henvisning til dens betydning for “natur (sic), biodiversitet (sic), kulturarv og lokalsamfund.”

De to første begrundelser kan fremstå tvivlsomme – biodiversitet og natur vil netop blive styrket ved dræning – men kulturarv og lokalsamfund er vægtige hensyn. Derfor er det også ganske forbløffende, at de samme konservative byrådsmedlemmer samtidig arbejder for en energipark ved Tjele Langsø, der vil afvikle området som attraktivt natur- og beboelsesområde. Tjele Langsø er Danmarks længste, Natura2000-område og en del af en nationalt enestående tunneldal kendetegnet af uforstyrrethed og en “intakt naturtilstand” med et alsidigt dyreliv. Egnen har en rig kulturhistorie med herregårde, gravhøje, sagn og levende historier om landsbyliv, landbrugssamfundet og relaterede erhverv. Begrundelserne for at bevare Tange Sø kan ikke bare genbruges i Tjele: de vejer tungere!.

“Det er jo en vurdering, om synet af nogle vindmøller er at ødelægge området ved [Tjele Langsø],” udtalte min partifælle Steffen Drejer til avisen i juli.  Det er forunderligt, for det er ingen hemmelighed, slet ikke hvis man som Drejer sidder i Klima- og Miljøudvalget og behandler sagen, at energiparken skal dække 700 hektar – 30 pct. mere end Tange Søs areal – med 120.000 solpaneler og 17 vindmøller, der er så høje, at de kan forstyrre flytrafikken og derfor skal udstyres med blinkende advarselslamper. Parken indeholder også et biogasanlæg, hvortil der for at levere 1,6 mio. tons biomasse skal køre over 600 lastbiler dagligt – året rundt. Landsbyer, vejnet og infrastruktur er ikke dimensioneret til det, og i lokalområdet er fortvivlelsen lige så stor som vreden over det politiske svigt.

“Men der er også andre hensyn,” lyder det fra fortalerne. Klima og forsyningssikkerhed! 

På papiret kan Energipark Tjele dog højst fortrænge 0,0007 pct. af de globale CO₂-udledninger. I virkeligheden, når strømmen er brugt i de PtX-anlæg, der også skal opføres, er klimagevinsterne så små, at man end ikke ifølge loven må kalde projektet “bæredygtigt”. Hvad angår forsyningssikkerheden, så har ENTSO-E offentliggjort, at Danmark i 2028 vil have EU’s største risiko for blackouts – 20 timer om året – på grund af den massive satsning på de ustabile energikilder sol og vind. Risikoen ventes først at falde i 2035, når nye gasdrevne (!) turbiner indsættes.

Når man om et par år venter i mørket fra et blackout, vil man således kunne undre sig over, hvorfor man ikke gav plads til CO2-neutral og stabil kernekraft, og over hvad der kom ud af de mange milliarder af skattekroner, der blev betalt i statsstøtte til den grønne omstillings sol, vind og biogas. BioCirc, der står bag projektet sammen med Tjele Gods og Karslyst, har allerede fået over 200 millioner i støtte og havde alligevel et underskud på 235 millioner sidste regnskabsår.

Man ser sig selv, hvor to sandheder mødes, stod der i avisen tidligere på sommeren. I dette tilfælde er den ene, at den konservative byrådsgruppe har indtaget en position, som hverken understøttes af faglighed, saglighed eller logik. Den anden er, at der heldigvis stadig er tid til at rette fejlen. Hvis det kan lade sig gøre i sagen om betalt parkering, må det være betydeligt lettere at ændre kurs her. Det vil ikke blive straffet, men påskønnet og belønnet, for som Edmund Burke mindede om, begynder al konservatisme med de små fællesskaber. Det er dem, der skal forsvares – ikke ødelægges med unødvendige energiparker, der tilmed gør elregningen dyrere.