Kommunalvalget er også et idrætsvalg
Debatindlæg af Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF)
Kommunalvalget den 21. november er også et idrætsvalg. Borgernes muligheder for at dyrke sjov, sund og social foreningsidræt bliver i høj grad bestemt af politikerne i byrådene landet over.
Jeg opfordrer derfor kandidaterne til at tænke DIF’s 9.000 foreninger og deres 1,9 millioner medlemmer ind i deres valgkamp. Og jeg opfordrer samtidigt vælgerne til at holde øje med, hvilke kandidater der har visioner på dette område.
Det er de lokale forhold, som afgør, hvad de vigtigste idrætsemner er i de enkelte kommuner. Nogle steder er det vigtigste etableringen af et nyt klubhus, og andre steder kan det være fordelingen af haltider eller dræningen af en fodboldbane.
Tre mærksager
Men skulle politikerne mangle inspiration på idrætsområdet, så har vi følgende tre gode forslag til mærkesager: En aktiv folkeskole, bedre rammebetingelser for idrætten, og et visionssamarbejde om at få flere fysisk aktive borgere.
Mange folkeskoler har fortsat ikke implementeret folkeskolereformens krav om 45 minutters bevægelse. Det samme gælder kravet om åben skole-samarbejdet med eksempelvis lokale idrætsforeninger. Alle kommuner bør derfor udarbejde en strategi for, hvordan deres skoler lykkes med at komme i mål på de to områder.
I forhold til idrættens rammebetingelser bør alle kommuner udarbejde en facilitetsstrategi. Strategien skal beskrive faciliteter for idrætsforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere og sikre udvikling af byrum, der tillader bevægelse samt en bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter.
Endelig er der den vision, ’Bevæg dig for livet’, som vi har udviklet sammen med DGI, og som er bakket op af Nordea-fonden, TrygFonden og regeringen. Visionen indebærer, at 75 procent af befolkningen skal være fysisk aktive i 2025, og 50 procent af befolkningen skal være det i en idrætsforening. Lykkes det, vil det også være til gavn for kommunerne, og derfor bør byrådene indgå i partnerskaber med os om visionens mange elementer.
Godt kommunalvalg til alle – både til vælgere og kandidater. Husk at stemme og husk idrætten i processen.
Kommentarer