Kommunal- og Regionsvalg: Det sker på valgdagen
Hvert fjerde år afholdes der valg til kommunalbestyrelserne og til regionsrådene for de fem regioner i Danmark. I Viborg Kommune skal vælgerne stemme på 17 afstemningssteder placeret geografisk ud i kommunen.
Tirsdag den 21. november 2017 er der kommunal- og regionsrådsvalg. Afstemningsstederne åbnes for stemmeafgivning på valgdagen klokken 8.00 og afstemningen slutter samme dag klokken 20.00.
Mange borgere ønsker at stemme mellem klokken 16.00 og 19.00 – og der kan derfor dannes lange køer. Vil du undgå at stå i kø og har mulighed for det, anbefaler vi at stemme på et andet tidspunkt på valgdagen.
Efter klokken 20.00 optælles stemmerne på de enkelte afstemningssteder, og resultatet indberettes til valgsekretariatet på Viborg Rådhus. Der vil herefter ske indberetning til KMD´s valgsystem. Valgresultatet kan følges på kmdvalg.dk samt på viborg.dk/valg.
Valgcafé på Viborg Rådhus
Alle valginteresserede – både borgere og presse – er på valgaftenen velkomne i Viborg Kommunes valgcafé på Viborg Rådhus. Valgcaféen åbner klokken 20.00.
Løbende opgørelse af stemmeprocenter
I løbet af valgdagen opgøres og offentliggøres antal fremmødte vælgere (stemmeprocenterne).
Stemmeprocenterne opgøres klokken 9.00 – 11.00 – 14.00 – 16.00 – 18.00 og 20.00.
På valgaftenen offentliggøres resultater fra kommunalvalget løbende for de enkelte afstemningssteder, dels på kommunens hjemmeside, dels i valgcafeen på Viborg Rådhus.
Resultaterne suppleres i valgcafeen med prognoser for det samlede resultat.
Cirka klokken 22 forventes resultatet af mandatfordelingen (hvor mange mandater får de enkelte kandidatlister/partier), og sent på valgaftenen foreligger resultatet af den første optælling på kandidaterne (hvem er de 31 medlemmer af det nye byråd).
Fintællingsdagen
Fælles fintælling for alle 17 afstemningssteder i Viborg Kommune foregår dagen efter valgdagen 22. november i Stadionhallen, hal 5 og 6.
I løbet af eftermiddagen foreligger det samlede resultatet for kommunalvalget og regionsrådsvalget, herunder også kandidaternes personlige stemmer.
Kommentarer