Løvel

Nu kommer der posthus hos købmanden Løvel

Købmand Ronni Brokholm Olesen overtog sammen med hustruen Bettina Min Købmand i Løvel i efteråret 2016. Fra 17. april kan han også skrive posthus på facaden. Arkivfoto

Den fortsat stigende nethandel får PostNord til at åbne et posthus i Løvel. Fra 17. april vil borgere i lokalområdet kunne sende og afhente pakker hos Min Købmand.

I det nye posthus hos Min Købmand kan kunderne hente og sende pakker og breve samt købe frimærker og pakkeporto. Alle posttilbud kan benyttes i hele Min Købmands åbningstid, som er alle ugens dage fra klokken 7.00-20.00.

Købmanden i Løvel, Ronni Olesen, glæder sig til at få den nye facilitet i butikken.

– Vi glæder os til at få posthus i butikken, og vi  har en forventning om, at posthuset i endnu højere grad vil være med til at gøre Min Købmand til et omdrejningspunkt i lokalområdet. Det er en ekstra, god service for vores kunder, at de også kan hente deres pakker sendt med PostNord hos os, siger han.

Læs også: Løvels nye købmand brænder for sin by

– Det er en stor glæde, at vi med det nye posthus kan øge tilgængeligheden og gøre det endnu lettere for borgerne i Løvel-området, når pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes, siger Helle Jeppesen, distriktschef i PostNord.

I alt har PostNord mere end 1.500 udleveringssteder over hele landet, hvoraf de cirka 1.025 er posthuse og de cirka 475 er Pakkebokse.

Kommentarer