Knudby fandt ikke vej gennem nåleøjet til Landsbyprisen 2020
Fem finalister kæmper om Region Midtjyllands Landsbypris 2020, nu har ekspertpanelet indstillet sin favorit til Regionsrådet, der træffer endelig beslutning i slutningen af maj. Viborg Kommune er ikke repræsenteret, da Knudby, som var blandt de 13 kandidater, ikke er blandt de fem nominerede landsbyer.
Det har været tæt løb mellem mange gode kandidater, men der kan kun være en vinder, og ekspertpanel til Region Midtjyllands Landsbypris har nu fundet sin favorit til titlen: Det er landsbyen Stauning i Ringkøbing-Skjern Kommune. Denne indstilling har udvalget for Regional Udvikling godkendt, og det er nu op til regionsrådet at træffe endelig beslutning. Det sker på mødet den 27. maj.
– Vi har haft et kandidatfelt til landsbyprisen med mange værdige vindere – det gælder naturligvis ikke mindst de fem finalister. Men Stauning stikker alligevel ud med en flot udvikling gennem flere år, et stærkt erhvervsliv og et imponerende fællesskab, hvor frivillige kræfter blandt andet har sikret, at byen igen har en indkøbsmulighed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Stort potentiale
Udover Stauning var Bøvlingbjerg i Lemvig Kommune, Gylling i Odder, Hald i Viborg samt landsbyklyngen Langhøj i Struer Kommune finalister til Landsbyprisen 2020. Alle fem er udvalgt fra et felt på 13 indstillede kandidater. Det er 11. år i træk, at landsbyprisen uddeles og aldrig har der været så mange kandidater indstillet.
– Feltet, finalisterne og den nu indstillede vinder giver grund til optimisme for landdistrikterne. Der er udfordringer, men også et meget stort potentiale. Det vil vi arbejde for, at vi i fællesskab med kommunerne og landsbyerne kan indfri, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V).
Han henviser i den forbindelse til regionens nye strategi for bæredygtig udvikling i landdistrikterne, som regionsrådet godkendte på sit møde 29. april.
Sådan findes vinderen
- Kandidater til landsbyprisen indstilles af borgerforeninger, kommuner eller LAG’er. Herefter udvælger et ekspertpanel fem finalister, der inviteres til at holde en mundtlig præsentation for ekspertpanelet..
- Endelig indstiller ekspertpanelet sin favorit, hvorefter regionsrådet beslutter, hvem der vinder.
- Ekspertpanelet består af chefkonsulent Karsten Bækgaard fra Region Midtjylland af Annette Aagaard Thuesen, Syddansk Universitet , Helle Nørgaard, Aalborg Universitet i København, Connie Mark Skovbjerg, Sønderborg Kommune, Helle Lyngbak fra Hjørring Kommune og ekspert i bæredygtighed Ole Sommer Bach fra Randers Regnskov.
- Landsbyprisen overrækkes ved et endnu ikke planlagt arrangement senere på året.
- Ekspertpanelet begrunder bl.a. sin indstilling af Stauning som favorit med, at lokalsamfundet viser, hvordan man kan arbejde med både økonomisk og social bæredygtighed. fx med borgerdrevet renovering af købmandsbutik, udvidelse af friplejehjem, jazzfestival og meget andet.
Landsbyprisen har været uddelt siden 2009. Med prisen følger 150.000 kroner, som landsbyen kan anvende til almen nyttige formål i landsbyen.
Se og læs mere
De fem finalister får alle, udover æren, en kort videopræsentation af deres område. Se film fra de fem finalister her (optaget før coronavirus)
Læs mere om alle 13 kandidater til Landsbyprisen 2020 her
Læs Region Midtjyllands strategi for bæredygtig udvikling i Landdistrikterne her
Kommentarer