Af Niels Peter Tornbjerg,Ørum.

I skrivende stund er det kyndelmisse, og vinteren slår på tromme, ledsaget af en vind, der er skarp som tungen på en kolerisk svigermor. Så jo, vi må lyne jakken godt op og erkende, at vi er fanget af februars isnende greb, og at søndenvindens tågevinger ikke er i sigte.

De sidstnævnte er jo en billedmetafor fra Steen Steensen Blichers vintersang: Det er hvidt herude, som netop omhandler tiden omkring kyndelmisse, der normalt betragtes som den koldeste tid på året.

Selve digtet er med som ouverture i Blichers lyriske hovedværk: digtsamlingen, Trækfuglene, der udkom i 1838, og efterfølgende blev tilsat melodi af Thomas Laub i 1914. En musikalsk ledsagelse i mol, der støtter og harmonerer med teksten på en måde, så der opnås en fin synergi.

Digtet blev skrevet i en hård vinterperiode umiddelbart efter, at Blicher havde rejst sig fra et langt sygeleje, og er en stemningsfyldt skildring af et vinterlandskab med en fin stilisme og indfølelse.

Det giver dog også, momentvis, en knugende fornemmelse af vinterens greb med ord som f.eks.: ”Ravne skrige, ugler tude,” og tegner dermed også et billede af vinterens ubarmhjertighed.

En kontant eksponering af et stemningssegment, der skiller sig lidt ud fra den vemodige undertone i sangen. Og melankolien og vemodet lå jo ikke Blicher fjernt. Tænk blot på hans berømte klassiker: Sig nærmer tiden, der også blev publiceret i Trækfuglene som præludium.

Godt klædt på

Det ovennævnte refererer til en hård periode for digterpræsten, der også var et udpræget friluftsmenneske med jagtlige præferencer, og sikkert ikke har fundet det behageligt at være bundet af både monetær armod, sygdom og vinter. Han har derfor været godt klædt på til at tegne portrættet af den dystre vinter og længslen efter forårets komme.

Bemærk i øvrigt, at han i første linje af vintersangen anvender ordet: Herude, og ikke, Derude, som hans gode ven, indemennesket B.S. Ingemann, f.eks. anvender i sangen: I sne står urt og busk i skjul.

For det var herude, at digteren følte sig hjemme og fandt inspiration til mange af sine værker; ikke mindst den jagtlige lekture. Ude fra de nærmest uberørte og naturrige lokationer, hvor Blicher måske engang, i et emotionelt øjeblik, har barslet med metaforen om de poetiske tågevinger.

Dem, der nu gerne må arrivere og løsne kyndelmissens knude, mens kragen spanker om med skaden på rygningen af laden, … og vinteren slår et sidste slag med halen.

Foto: Anja Andersen Domdal.

Niels Peter Tornbjerg. Pressefoto.