Kloge hænder kom i fokus på Merantec
Over 150 grundskoleelever indtog Mercantec onsdag den 5. april til arrangementet Kloge Hænder. Arrangementet skete i samarbejde med Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro og skal give de unge en forsmag på EUX-uddannelsen, hvor man bliver student og faglært på én gang.
De deltagende elever var fordelt på seks workshops, hvor der var rig mulighed for at få hands on erfaring med, hvad man laver på de respektive EUX-uddannelser. De skulle blandt andet finde fejl i bremsesystemer, designe og bygge en bro i træ, samt eksperimentere med bagning af brød.
En af dem, der fik øjnene op for de muligheder, EUX uddannelsen giver, var Maria Dyhrholm fra Viborg Friskole, som arbejdede med brød på Hotel- og Restaurantskolen.
– Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle på Handelsskolen, men nu er jeg faktisk blevet lidt i tvivl, fordi jeg synes det her lyder som en fed uddannelse. Det er fedt at man kan gå flere veje. Man kan for eksempel arbejde med mad lige bagefter, men man kan også læse videre til noget andet, siger Maria Dyhrholm.
Artikelen fortsætter under billedet…
Gymnasiet er et ikke-valg
Hos samarbejdspartneren Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro er man da heller ikke i tvivl om, at det er vigtigt med arrangementer som Kloge Hænder. Ifølge direktør Nanna Seidelin er det for mange unge et ikke-valg, når de vælger gymnasiet, for så har de ikke lagt sig fast på noget endnu. Gennem bedre oplysning om deres muligheder, kan de måske også se udover gymnasiet.
– Som det er nu, er det kun de 20 procent mindst uddannelsesparate, der skal have vejledning omkring, hvilke ungdomsuddannelser de har at vælge mellem. Så for 80 procent kommer vejledningen fra forældre, lærere og andre i omgangskredsen, som måske heller ikke altid er klar over, hvilke andre muligheder der er foruden gymnasiet, fortæller Nanna Seidelin.
Vigtigt med oplysning til alle unge
Det er anden gang, at Mercantec deltager i det landsdækkende arrangement, men første gang, det bliver holdt på Mercantec. Uddannelses- og markedschef ved Mercantec Marianne Bukh Villesen, ser det som et vigtigt tiltag, i forhold til at oplyse de unge om, hvad erhvervsuddannelserne kan tilbyde.
– Det er rigtig vigtigt med sådanne arrangementer, så vi får gjort opmærksom på, hvilke ekstra muligheder de unge får, hvis de tager en EUX uddannelse. De får ikke kun mulighed for at varetage et job på et arbejdsmarked, der efterspørger deres kompetencer. De har også mulighed for at læse videre bagefter, på lige fod med elever med en almindelig studentereksamen, siger Marianne Bukh Villesen.
Kommentarer