Samfund

Klejtrup er klar til fire dages byfest – i år med cirkus på programmet

Byfestkomiteen i Klejtrup. Fra venstre: Kirsten Andersen, Mette Nielsen, Sarah Nicolajsen, Steffen Sand, Zobbe Kristensen og Pernille Jönsson. Fremsendt foto

Der lagt op til et blandet program med masser af aktiviteter for både store og små, når Klejtrup på torsdag sætter gang i fire dages byfest. Og så kommer der et helt særligt cirkus til byen.

Af Gitte Hagsholm, viborg@netavis.dk

KLEJTRUP – Torsdag springer Klejtrup bogstaveligt talt ud i årets byfest, som starter med poolparti for børn i Friluftsbadet. I et par timer fra klokken 18 kan børnene boltre sig i vandet, og grillen bliver tændt, så sulten kan stilles undervejs.

For et mere modent publikum er der samme aften bankospil med fine præmier i festteltet på brugspladsen.

Fredag er der lagt op til en rigtig hyggeeftermiddag og -aften, der byder på lidt af hvert. Klokken 16 til 17 har KIF arrangeret en travetur, og på brugspladsen er der ansigtsmaling, krea-ting og kørebane for børnene. Fra klokken 17 kan der købes lækkerier fra madvognene på brugspladsen.

Aftenen byder på både dart- og rafletunering, og frem til midnat sørger DJ Nighthawk for det musikalske bagtæppe til en hyggelig aften.

Cirkus Freja vender tilbage

Lørdag er der torvedag, tombola og dyrskue for børn på brugspladsen, tombola, og så kan en flok heldige Klejtrupborgerne glæde sig til byfestens helt store trækplaster: Cirkus Freja. Det lille cirkus, som er Danmarks eneste hesttrukne af slagsen, har 40 års jubilæum og vender i den forbindelse tilbage til Klejtrup, hvor de i sin tid havde deres allerførste forestilling.

– Det har været så stor en succes, at billetterne til første forestilling blev revet væk. Derfor blev der arrangeret en ekstra forestilling, og her blev billetterne igen revet væk på få timer, fortæller medlem af byfestkomiteen, Mette Nielsen.

De to cirkusforestillinger lørdag 1. juni starter henholdsvis klokken 14 og klokken 16.

Lørdag aften kommer også til at dufte lidt af savsmuld; her er den store fest nemlig også henlagt til de hyggelige cirkustelte. Og deltagerne kan se frem til en festlig aften med livemusik fra bandet ‘Højt til loftet’. Menuen byder på lækker pattegris med kartofler og salat, som kan skylles ned med kolde fadøl, vin og drinks fra den velassorterede bar.

– Vi håber, at mange fra byen vil tage venner og familie med og få en uforglemmelig aften fyldt med god musik, lækker mad, kolde drikkevarer og masser af fest og sjov, lyder meldingen fra byfestkomiteens medlemmer.

Byfestkomiteen står også for at arrangere årets Sct. Hansaften den 23 juni. I den forbindelse vil midsommerkongen og dronningen traditionen tro blive kåret.

 

Kommentarer