KFUM-spejderne i Klejtrup er klar til Danmarks største spejderlejr
Sammen med 40.000 børn og unge fra ind og udland drager KFUM-spejderne fra Klejtrup Gruppe den kommende lørdag på ’Spejdernes Lejr’ i Sønderborg.
Lørdag 22. juli drager KFUM-Spejdere fra Klejtrup mod Sønderborg for at deltage i Danmarks største spejderlejr.
Her mødes danske og internationale spejdere i naturskønne omgivelser under lejrens vision, “Vi sætter spor”.
Det bliver en lejr, hvor spejderne udvikler sig, hvor spejderne oplever, at i samlet flok kan man mere – og i forhold til omverden bliver spejderne bevidste om for eksempel bæredygtighed og fremmede kulturer. Logoet for lejren er derfor en jordklode, der viser de spor, vi alle sætter i os selv, i hinanden og i omverden.
Nyt mastesejl og telte
KFUM-spejderne i Klejtrup har i lang tid forberedt sig til lejren og for nylig blev et ønske, som har været på ønskesedlen meget længe, opfyldt. Med en håndsrækning fra Sparekassen Hobro fonden og Spar Nord blev det muligt at købe et stort mastesejl og desuden nye patruljetelte.
– Uanset hvilket vejr der er, er et mastesejl et dejligt forsamlingssted – i stærk solskin giver det skygge, og i regn giver et mastesejl ly for regn og mulighed for at spise aftensmaden i tørvejr, forklarer leder af Klejtrup Gruppe, Niels Gustav Jørgensen.
Fra græsmark til spejderlejr
Spejderne fra Klejtrup ser frem til lejren og glæder sig til de mange aktiviteter, der er arrangeret for deltagerne i alle aldre.
Om få dage skal spejdernes grej: gryder, potter og pander sammen med vanddunke, reb og de nye patruljetelte pakkes på en lastbil og sendes i forvejen til en stor mark i Sønderborg.
– Det er utroligt at en mark på ganske kort tid kan blive omdannet til en kæmpe lejr til glæde for mange børn og unge, siger gruppelederen.
Danmarks stærkeste fællesskab
Lejren er arrangeret af de fem danske spejderkorps i forening; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.
Lejren er et udtryk for en bevægelse, hvor man arbejder tættere sammen. Lejrens budskab er da også “Danmarks stærkeste fællesskab”. Det er et fællesskab, hvor både spejdere og ikke spejdere er velkomne.
Kommentarer