Viborg By

Kendt sopran synger i Viborg Domkirke

En af Danmarks bedste sopraner Elsebeth Dreisig synger sammen med 100 dygtige korsangere, dirigeret af Søren Birch ved en stor jubilæumskoncert i Domkirken. Det sker søndag den 26. marts.

I anledningen af kulturhovedstadsåret 2017, 200-året for Niels W. Gades fødsel og 500-året for Reformationen giver Orkester MidtVest en koncertrække i Holstebro, Viborg og Randers med værker for orkester, kor og sopransolist.

– Mendelssohn er i mine øjne en af de helt store komponister i den protestantiske tradition – ikke mindst af værker for kor og orkester. Det bliver en kæmpe oplevelse at høre hans værker spillet i kirkerummet, som de netop er skrevet til. Og når vi samtidig skal spille sammen med Elsebeth Dreisig, som er en af Danmarks bedste sopraner, så bliver det en stor musikalsk oplevelse. Det glæder vi os meget til,” siger orkesterchef Niels Bastrup, Orkester MidtVest.

Lokal dirigent har skrevet nyt værk

Programmet består af Gades gennembrudsværk, hans storslåede ”Opus 1 – Efterklange af Ossian”, to større værker af Mendelssohn: ”Hear My Prayer” og ”Salme 42”. Og så har den lokale Viborg-dirigent Søren Birch en særlig oplevelse med til publikum.

Han har nemlig med støtte fra Statens Kunstfond skrevet et nyt arrangement af den gamle salme ”Vor Gud han er så fast en borg”. Dermed fornyer og aktualiserer han den protestantiske tradition for at bearbejde salmemelodier, som går helt tilbage til Luthers tid.

– Salmen har oprindeligt tysk tekst, skrevet af Luther, så den passer helt perfekt til temaet om 500-året for reformationen, siger Søren Birch.

Han vil inddrage publikum i sit arrangement, så der bliver altså mulighed for selv at synge med sammen med det store kor og symfoniorkestret.

”Salmen har fire vers, og publikum skal synge med på første og sidste vers, så vi håber, der kommer mange og synger med,” siger Søren Birch.

Over 100 sangere

Ved koncerten i Viborg Domkirke bliver sopran Elsebeth Dreisig bakket op af over hundrede sangere fra henholdsvis Midtjysk Kammerkor, Randers Bykor og Kor72 samt det regionale symfoniorkester Orkester MidtVest, der er sammensat af både amatører og professionelle, og ikke mindst meget dygtige musiktalenter fra konservatoriet og musikskolernes MGK-uddannelse i blandt andet Holstebro.

Koncerten, der er programsat til lidt over en time, finder sted i Viborg Domkirke søndag 26. marts klokken 16. Billetter kan forudbestilles via www.orkestermidtvest.dk.

 

Kommentarer