Alle kan få brug for en ven
Psykisk sårbare mennesker er i særlig risiko for at blive ensomme. Men et par timers samvær med en netværksven kan gøre en stor forskel.
Flere og flere er i risiko for at blive ensomme. Men særligt mennesker, som er psykisk sårbare, risikerer at blive udelukket fra socialt samvær med andre.
Det vil Viborg Kommune prøve at gøre noget ved. Derfor inviteres der til informationsaften om initiativet ’Netværksfamilietilbud’, hvor frivillige har kontakt med et psykisk sårbart menneske.
Informationsmødet finder sted onsdag den 19. september klokken 16.30-17.30 i Sundhedscenter Viborg, Toldboden 1. Der er ingen tilmelding, og der bliver serveret lidt til ganen.
– Hvis man har lyst til at være frivillig, er her virkelig en mulighed for at gøre en forskel. Vi stiller ikke krav til, hvad man skal lave sammen. Men f.eks. bare en gåtur eller en tur på stadion, hvor sygdom ikke er i fokus, kan virke utroligt opløftende, fortæller Charlotte Maagaard fra Viborg kommune.
– Samtidig hører vi også fra vores frivillige netværksvenner, at de føler, de får en masse igen. Det er en relation, hvor begge parter oplever et udbytte, uddyber hun.
Netværksvenner kan være en familie, et par eller en enlig, som har lyst og overskud til at lukke et andet
menneske lidt ind i deres liv.
– Det er selvfølgelig vigtigt, at der er gensidig sympati, og at begge parter ønsker, at der skal være enkontakt over en længere periode. Derfor står vi klar med råd og vejledning, og vi hjælper med at finde ’vennepar’, der deler interesser, siger Charlotte Maagaard.
Kommentarer