Mollerup

Juletræstænding, fællesspisning og foredrag i Mollerup

Carl Fuglsang-Damgaard ved et lignende arrangement i 2020. Privatfoto

I mange år har det været en fast tradition, at borgere fra Mollerup og omegn samles, når byens juletræ skal tændes. I år er arrangementet udvidet med fællesspisning og et spændende foredrag om juletræspynt. 

Arrangementet finder sted fredag den 25. november fra klokken 18.00, hvor man samles og tænder byens juletræ uden for forsamlingshuset. Herefter rykker man inden for til fællesspisning, hvor menuen står på flæskesteg efterfulgt af ris a l’amande. 

Efter spisning, klokken 19.30 være et spændende foredrag om juletræspynt. 

– Med hjælp fra vores lokale bestyrelsesmedlem Matthias Høeg Fuglsang-Damgaard er det lykkedes os at overtale Carl Fuglsang-Damgaard fra København til at komme til Mollerup og berige os med sin viden om traditioner og juletræets pynt, fortæller formand for forsamlingshuset, Lis Jensen

Julepynt og familietraditioner

Carl Fuglsang-Damgaard er cand.mag. i historie og kunsthistorie, og han har en særlig forkærlighed til julepynt; og særligt det af glas. Det vil han fortælle om denne aften, alt imens han pynter juletræet inde i salen.

“For de fleste danskere bliver det ikke juleaften, hvis juletræet ikke står pyntet i stuen; men ingen af de mange danske juletræer er ens. De afspejler hver for sig de familier, der har pyntet dem. Vores juletræer rummer på en og samme gang det uforanderlige ved julen og det faktum, at julens indhold og betydning ændrer sig hele livet,” skriver Carl Fuglsang-Damgaard om emnet.

Mens han pynter juletræet med den fineste juleglaspynt, fortæller han om juletræets og især glaspyntens historie. Da intet er tilfældigt ved juletræspyntning, vil Carl Fuglsang-Damgaard vise, hvordan et pyntet juletræ på én gang afspejler familietraditioner, kultur og religion. 

Alle er velkomne

Alle er velkomne til at deltage til arrangementet, både fællesspisning og  foredrag.

Af hensyn til indkøb er tilmelding dog nødvendig, og det skal ske senest tirsdag den 22. november på telefon 28 43 88 05, gerne som SMS, eller på mail til fm@mollerupnet.dk, med angivelse af navn og antal samt, hvorvidt man ønsker at deltage i hele aftenens arrangement eller kun til foredraget, hvor der i øvrigt vil blive serveret kaffe og kage.

Bestyrelsen håber på stor tilslutning fra nær og fjern og ser frem til en hyggelig aften.

 

Kommentarer