Jublende Vammen-borgere kåret som vindere af Lokaldysten
Fjerde gang blev lykkens gang for Vammenborgerne, som i lørdags endelig kunne række armene i vejret som vindere af Lokaldysten.
Vammen har været trofaste deltagere i Lokaldysten siden 2014, og i år bar en ekstra solid indsats fra borgerne torsdag 1. juni tilsyneladende frugt. Lørdag eftermiddag kunne de i hvert fald lade sig kåre som vindere af Lokaldysten 2017. Præmien på 10.000 kroner blev modtaget af Per Rasmussen på vegne af hele byen.
Han og hustruen, Ghita Rasmussen, fra Vammen, har været med som arrangør i alle fire år, og var som mange af deres medborgere meget overraskede lige efter præmieoverrækkelsen.
– Vi er faktisk glade uanset vores placering, men det er da dejligt at vinde. Lokaldysten er virkelig med til at samle folk i byen, og alle deltager, fortæller Per Rasmussen.
Der er ikke taget stilling til, hvad præmien skal bruges til. Det skal være en fælles beslutning mellem foreningerne i byen, lyder det.
I alt har 11 byer deltaget i Lokaldysten i år. Rigtigt mange, der normalt ikke dyrker sport, har også i år kastet sig ud i forskellige discipliner for at hjælpe deres byer til sejr. Dysten er også et socialt arrangement, og byerne sørger selv for at skaffe deltagere og at skabe hygge og aktiviteter i målområderne. Et arbejde, der styrker sammenholdet mellem de lokale foreninger og andre aktører i byerne.
Mammen og Ulbjerg med i opløbet
For andet år i træk vandt Mammen andenpladsen, og årets tredieplads gik til Ulbjerg. Nummer to og tre vandt henholdsvis 7.500 og 5.000 kroner.
De øvrige deltagerbyer var Knudby, Løvel, Rødkærsbro, Skals, Ravnstrup, Vejrumbro, Vridsted og Kjeldbjerg, som hver især modtog 1000 kroner for indsatsen.
Sammenlagt blev der i de 11 byer tilbagelagt knap 30.600 kilometer. Lørdag var de alle på scenen på Nytorv, hvor borgmester Torsten Nielsen holdt tale og uddelte præmierne.
Smag på omegnen
Nytorv var på samme tidspunkt ramme for Viborg Landsbysammenslutnings bidrag til Viborg Snapsting kaldet ”Smag på Omegnen”, hvor 10 landsbyer deltog med forskellige indslag, aktiviteter og konkurrencer.
Kommentarer