Johannes Vesterby: Byrådet arbejder for både land og by
Formand for teknisk udvalg, Johannes Vesterby (V) tager nu til genmæle på kritikken af Taphede-projektet.
Læs også: Kritiske røster omkring Taphede-projektet
Som man har kunne læse her på avisen og i flere andre medier, har præsentationen af Taphede-projektet bragt sindene i kog blandt flere repræsentanter for lokalsamfundene i landdistriktet. Den generelle anke går på, at man fra kommunens side har al fokus på Viborg by, og at det sker på bekostning af lokalsamfundene i oplandet. Flere af indlægsholderne peger samstemmende på, at kommunen burde udvikle i de eksisterende lokalsamfund i stedet for at opfinde noget nyt.
Formand for Teknisk udvalg, Johannes Vesterby (V), som forestod præsentationen af Taphede-projektet til borgermødet 14. august er lydhør overfor kritikken, men mener ikke den yder retfærdighed.
– Taphede-planen har tændt nogle følelser, og det kan jeg sagtens forstå. Men Taphede er ikke tænkt som en ensidig satsning på Viborg, det er tænkt som et fortsat momentum i den fantastiske udvikling, Viborg by er midt i. Og vi har som politikere og kommune pligt til at pege på mulighederne for at fastholde det momentum, siger Johannes Vesterby.
Han afviser, at det er udtryk for, at byrådet ikke har fokus på oplandsbyerne.
– Vi kigger på de muligheder, vi har for at udvide vores bosætning i vores lokale byer, for det er mindst lige så vigtigt; men vi kan altså ikke proppe ned i halsen på folk, at de skal bosætte sig i Skals eller Hammershøj, fordi vi ikke har mulighederne i Viborg – det slipper vi ganske enkelt ikke afsted med, siger han.
Udfordring
Han peger på, at i forhold til bosætning har man været og er stadig udfordret af, at banker og realkreditinstitutter i vid udstrækning bestemmer, hvor folk kan bosætte sig.
– Det har vi desværre talløse eksempler på – også inden for erhverv. Det har været en udfordring, men det skræmmer os ikke. Vi prøver faktisk at igangsætte initiativer imod den udvikling. Vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan som kommune for at støtte lokalområderne rundt omkring.
Det er ikke et enten-eller, det et både-og. Vi er hinandens forudsætninger, fastslår han.
Styrket indsats på landsbyer
Johannes Vesterby afslører, at man ved det netop overståede budgetseminar har afsat en million kroner om året til planmedarbejdere, der ikke skal lave andet, end at arbejde med udvikling og markedsføring af lokalområderne.
– Det er noget vi i teknisk udvalg har talt om i lang tid, og som nu endelig er kommet igennem til budgetseminaret. Nu har vi fået en milllion – det lyder måske ikke af meget, men fra 2018 ansætter vi nogle planmedarbejdere udelukkende til at fokusere på lokalplaner og markedsføring og i det hele taget en bedre salgssituation for vores lokalområder, fortæller han.
Planmedarbejderne skal have en opsøgende funktion, gennemgå lokalplaner for de enkelte byer og områder, for at se, hvor der skal sættes ind og hvordan.
– Vi skal fastholde det momentum, vi har i Viborg og samtidig opgradere de byggemuligheder, vi har i lokalsamfundene og sørge for, at lokalplanerne er skarpe og markedsføringen er skarp. Det er udvikling af Viborg og det er udvikling af lokalområder. Det ligger os meget på sinde, og det er et samlet byråd, som siger det, understreger Johannes Vesterby.
Han tilføjer, at man ved budgetseminaret desuden har styrket byfornyelse og cykelstier med godt og vel 17 millioner henover de næste 4 år.
Høringssvar vedrørende Taphede-projektet, så er der høringsfrist 6. september, som indsendes via Viborg Kommunes hjemmeside.
Kommentarer