Jesper Nøddesbo og BSV i kamp for et godt formål
Lørdag den 18. august spiller Bjerringbro-Silkeborg (BSV) opvisningskamp mod Paris Saint-Germain (PSG). Kampen er samtidig en del af et fundraising-arrangement, der har til formål at samle 1 million kroner ind til Lukashuset i København, som er landets eneste hospice for uhelbredeligt børn og unge.
Jesper Nøddesbo er initiativtager til velgørenhedsarrangementet, som han har fået stablet på benene i samarbejde med sin klub, BSV, og foreningen KidsAid. Målet er at få samlet 1 million kroner ind, som skal gå til landets eneste børne- og ungehospice, Lukashuset.
Lukashuset er et hospice for børn og unge med livstruende sygdom. Det er landets eneste af slagsen og har plads til fire familier. Budgettet er 12,5 millioner om året, hvoraf staten støtter med fem millioner, så huset har behov for anden finansiering for at få det at løbe rundt.
Jesper Nøddesbo hørte om Lukashuset gennem bekendte, som arbejder for KidsAid. Håndspilleren har selv to små piger, og derfor berørte det ham dybt at se den omsorg, familier med uhelbredeligt syge børn tilbydes på stedet.
– Det besøg gik lige i maven og tårekanalerne på mig, og jeg skulle trække vejret dybt, da jeg gik derfra. Hårene rejser sig på mine arme, og jeg bliver bevæget bare ved at sidde her og tale om det, for det handler om børn, der er så syge, at deres liv er truet, udtaler Jesper Nøddesbo til Fyens Stiftstidende efter et besøg på Lukashuset.
Han besluttede han sig for at gøre noget for at rejse penge til stedet, og derfor er han gået i spidsen for det store fundraising-arrangement i forbindelsen med topkampen mellem BSV og PSG i Jysk Arena i Silkeborg lørdag 18. august.
Mød spillerne
Efter kampen klokken 15.00 er der reception med velkomstdrinks og efterfølgende middag, hvor gæsterne deltager sammen med håndboldspillerne fra de to klubber.
Undervejs vil der være underholdning med kendte navne som skuespiller Rasmus Bjerg, skuespiller Jacob Riising og TV vært Thomas Skov samt et husorkester sammensat af nogle af landets dygtigste musikere.
Senere på aftenen afholdes der auktion med 10 attraktive lots, som afvikles i samarbejde med Bruun Rasmussen. Blandt andet kan man byde på en koncert med Carpark North, som ikke havde mulighed for at deltage i selve arrangementet.
Billetter til hele herligheden koster 1.500 kroner pr. næse, og både private og virksomheder kan deltage. Billetter kan bestilles allerede nu ved henvendelse til Charlotte Frølich på mail-adressen charlotte
Støt og vind flotte præmier
Forud for arrangementet 18. august kører arrangørerne en kampagne for at samle penge ind til det gode formål.
Det sker via et lotteri med udtrækninger hver lørdag op til kampdagen. Til hver lodtrækning er der spændende præmier, som kan ses på Jesper Nøddesbos profiler på facebook og instagram.
Man kan købe så mange lodder, man ønsker – og jo flere lodder, man køber, desto større chance har man for at vinde den helt store gevinst, som er 2 billetter til VM-finalen i Barcelona i januar.
Når de i alt fire lodtrækninger er overstået, trækkes der nemlig lod blandt deltagerne fra samtlige lodtrækninger om hovedpræmien, som er 2 billetter til VM-finalen i Barcelona i januar.
Første lodtrækning var i lørdags 21. juli, og de efterfølgende lodtrækninger finder sted 28. juli, 4. august, 11. august samt 18. august.
Lodder købes via Mobilepay på 31953, og pengene går ubeskåret til Lukashuset.
Fakta om Jesper Nøddesbo
Født 23. oktober 1980 i Herning.
Professionel håndboldspiller i BSV. Har tidligere spillet ti år i FC Barcelona, tre år i KIF Kolding og fem år i Team Tvis Holstebro.
Inden han som 19-årig blev professionel håndboldspiller, arbejdede Jesper Nøddesbo som pædagogmedhjælper og lærervikar.
Sideløbende med sin håndboldkarriere er han i gang med en masteruddannelse i businesscoaching på Copenhagen Coaching Center.
Bosiddende i Aarhus med sin hustru og to døtre på tre og otte år.
Fakta om Lukashuset
I Lukashuset tilbydes en palliativ indsats til børn og unge med livstruende sygdom og deres familier. Indlæggelse tilbydes under hele sygdomsforløbet afhængigt af den enkelte families behov. Pleje, omsorg og lindrende behandling varetages i et tværfagligt samarbejde af overlæger, sygeplejersker, fysioterapeut, psykolog, socialrådgiver og præst. Hertil kommer hospitalsklovn, musiker og frivillige.
Lukashuset tilbyder en ramme, hvor der er plads til hele familien, og hvor livskvalitet for hele familien er i fokus. Lukashuset ser barnet bag diagnosen og har øje for, hvad der er vigtigt her og nu.
Ophold er gratis. Lukashuset modtager patienter fra hele landet.
Kommentarer