“Jeg ønsker forandringer i Viborg Kommune”
Debatindlæg af Mette Nielsen. Kandidat til at blive socialdemokratiets borgmesterkandidat.
Lad mig gå lige til sagen: Jeg ønsker forandringer i Viborg Kommune. Når vi som socialdemokrater skal lave større forandringer, så skal vi gøre det sammen. Ingen politiker står med alle svarene, intet parti har altid ret – heller ikke os i socialdemokratiet. Arbejdet er hårdt, vejen kan slå et sving eller to, men jeg lover, at jeg vil arbejde hårdt, hvis jeg bliver socialdemokratiets borgmesterkandidat frem mod det kommende valg i Viborg Kommune.
Som I ved, så er jeg også folketingskandidat i Viborg Østkredsen. Jeg er så taknemmelig for, at der er så mange i vores parti, som mener, at jeg kan løfte begge opgaver for os og ikke mindst for fællesskabet. Lad mig slå følgende fast: Hvis jeg bliver borgmesterkandidat, så gør jeg arbejdet færdigt, også hvis der kommer et ”lyn valg” i løbet af det næste års tid. Hvis jeg bliver borgmester, så bliver jeg mindst 8 år i Viborg kommune. Hvis ikke jeg bliver borgmesterkandidat, så fortsætter jeg som folketingskandidat.
I mine 15 år som politiker har jeg mødt mange mennesker, som har haft forskellige udfordringer i deres hverdag!
- Børn med trivsels udfordringer i deres hverdag, og forældre med ondt i maven.
- Pædagoger der stresses over mere og mere dokumentation – og mindre tid til børnene.
- Folkeskolelærer der ikke føler, at de kan give alle børn den undervisning, som de har brug for.
- Unge der bliver stressede, fordi de føler, at de skal være perfekte og leve op til en masse krav!
- Mennesker som er ramt af psykisk sygdom, som udskrives, før de er færdig behandlet!
- Mennesker med handicaps som ikke føler sig set som hele mennesker.
- Ældre der føler ensomhed – fordi de i hverdagen er meget alene.
- Ansatte på ældreområdet der presses med flere opgaver, flere krav og mindre tid til de ældre.
- Syge mennesker som er kommet i klemme i systemet, og som er økonomisk uafklaret i årevis!
- Busforbindelser som er blevet færre og færre, hvilket presser både unge og ældre i hverdagen.
- Erhvervs aktive der efterlyser at vores infrastruktur prioriteres, og får en klar og tydelig ”retning”.
- Ønsker om flere klimatiltag og mere grøn energi.
Vi skal sørge for, at vi får en socialdemokratisk fremgang, præcis som vores parti har gjort på landsplan med partiformand og statsminister Mette Frederiksen i spidsen, så har vi et godt udgangspunkt. Jeg har ikke på forhånd ”lovet andre partier” noget, andet end at vi går 100 procent efter at få nøglerne til borgmesterkontoret tilbage. Det jeg lover alle jer er, at jeg vil arbejde hårdt for at sikre mest mulig socialdemokratisk indflydelse HVER eneste dag i Viborg Kommune.
I hverdagen vil vi i socialdemokratiet arbejde sammen med alle partier. Det afgørende er ikke hvem, som vi arbejder sammen med, men hvad vi arbejder sammen om! Intet parti har patent på sandheden. Heller ikke jeg. Jeg tror dybest set på kompromisernes kunst, men hvis opskriften på succes og fremskridt består i at give skattelettelser til de rigeste i Viborg Kommune, så bliver det ikke med mig som borgmester. Vi skal investere i mennesker. Vi skal investere i din, min og vores fremtid! Husk på: I morgen – skal blive bedre end i dag.
Vores velfærdsudfordringer kan løses. Vi skal gå nye veje. En bedre velfærd i Viborg Kommune kræver nye løsninger og ikke ”mere af det samme”. Hvis jeg får partiets opbakning, så er jeg klar både klar til at tage fat, og til at blive den første kvindelige borgmester i Viborg Kommune.
Kommentarer