Kvorning

Jazz overraskede positivt i Kvorning Forsamlinghus

Se billedserie Engelbrecht Band spillede jazz i Kvorning Forsamlingshus lørdag den 25. marts. Fremsendt foto.

6 musikere, 39 gæster og 2 serveringer var opskriften på en hyggelig aften i Kvorning Forsamlingshus i lørdags. Aftenen var tilknyttet Viborg Kommunes initiativ “Liv i Forsamlingshusene”, der giver tilskud til aftener med kvalitetsmusik. 

Folk kom ikke kun fra Kvorning, men også fra Viborg, Lee, Vorning og Hammershøj, da der lørdag aften blev inviteret til musik og tapas, fortæller Jimmie Andersen fra Kvorning Forsamlingshus.
Musikken blev leveret af Engelbrecht Band – ledet af Karl Engelbrecht på piano. Sammen med fire kolleger i bandet og én sanger spillede han kendte jazz numre inden for swing-, samba- og bossa nova-genrerne. Bandet spillede 2  x 50 minutter plus et ekstra nummer til stort bifald fra alle i salen.
– Undervejs blev der talt, lyttet og vippet med fra alle. Jeg hørte kun positive kommentarer til musikken. Jazz er nok ikke til daglig mit førstevalg. Men jeg var også selv meget positivt overrasket over, hvor godt det var, fortæller Jimmie Andersen.

Godt til ganen

I første halvdel serverede forsamlingshuset en stor tapas-anretning, bestående af skinker, pølser, postej og fyldte peberfrugter med tilbehør i form af hjemmerørt ostedressing, druer, flute og ovntørret rugbrød.
-Maden stod Susan Mørk for, og det lod til, som sædvanlig, at falde i alles smag. Der blev spist igennem, fortæller Jimmie Andersen.
Under anden halvdel blev der serveret kaffe, småkager og snacks (chips, peanuts og saltstænger).

Ønske: Bedre opbakning

Musikken var arrangeret i samarbejde med Viborg Kommunes “Nyt liv i forsamlingshusene” – hvor forsamlingshuset betaler 55 procent og kommunens resten. Med 39 gæster til arrangementet, kunne der laves et hyggeligt setup. Overskud giver det ikke, men det var som udgangspunkt heller ikke bestyrelsens mening med arrangementet, fortæller Jimmie Andersen.
Han kunne dog godt have ønsket, at flere bakkede op om den alternative aften.
– Det kan næppe være de 100 kroner, som afholdt folk, da det slet ikke dækker den oplevelse, som vi fornemmede, at folk gik derfra med. Mange flere burde benytte muligheden for at opleve et band af den kvalitet, når de kommer ud og spiller i vores lokale forsamlingshuse, lyder opfordringen fra Jimmie Andersen. 

Kommentarer