Bjerringbro

Iværksætterprofil i spidsen for test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi

Foto: centerforindustri.dk

Didde Sangild skal knytte bånd mellem brugere, erhvervsliv og sundhedssektoren. Målet er at udvikle nye teknologiske hjælpemidler, der matcher brugernes behov og skaber god forretning.

Det bliver den 42-årige Didde Sangild, som skal stå i spidsen for etableringen af det nye test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi.

Didde Sangild er oprindeligt uddannet ergoterapeut fra Ergoterapeutskolen i Holstebro og har i mere end 10 år beskæftiget sig med salg, rådgivning og undervisning i brug af hjælpemidler til offentlige og private organisationer. Hun har desuden været stifter og ejer af flere virksomheder inden for forskellige brancher.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Didde Sangild ud af et ansøgerfelt på i alt 53 ansøgere. Didde Sangild kommer fra en stilling som hjælpemiddelkonsulent i virksomheden Ergolet-Winncare med ansvar for salg i Jylland og på Fyn.

Erfaren leder skal forbinde mange aktører
Det nye test- og udviklingscenter får base i Center for Industri i Bjerringbro og har til opgave at skabe én indgang for innovative virksomheder, der udvikler velfærdsteknologiske løsninger. Centret skal fremme deres mulighed for at udvikle og afprøve nye produkter i samarbejde med borgere med fysiske og/eller psykiske udfordringer.

Udviklingen skal ske i et tæt samarbejde mellem virksomheder, brugere og sundhedsvæsen. Det er det Viborg-baserede erhvervsliv, Hospitalsenhed Midt og Viborg Kommune, som står bag at skabe et center, der understøtter udviklingen og implementeringen af velfærdsteknologi-løsninger.

Didde Sangilds første opgaver bliver bl.a. at udvikle en bæredygtig forretningsmodel og etablere de fysiske rammer om centret.

Med Didde Sangild har vi ansat en leder med dokumenteret erfaring inden for forretningsudvikling og salg. Hun har et solidt kendskab til området og et udbygget netværk. Samtidig har hun en praktisk tilgang til jobbet, fordi hun med sit branchekendskab allerede har en indgående forståelse for de udfordringer, som både producenter og brugere af velfærdsteknologi står overfor”, siger Henrik G. Larson, direktør for Center for Industri.

Glæder sig til det brede samarbejde
Også Didde Sangild glæder sig til samarbejdet: “At blive leder af det nye test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi er et drømmejob for mig. Jeg kender alle samarbejdspartnernes sektorer rigtig godt, og jeg ser frem til at aktivere eksisterende netværk og danne nye. Det bliver nogle spændende processer, vi skal sætte i gang, og det glæder jeg mig meget til at stå i spidsen for”, siger Didde Sangild.

Didde Sangild tiltræder den nyoprettede stilling som leder af test- og udviklingscenter for velfærdsteknologi den 1. oktober.

Kommentarer