Invitér familie og venner hjem til Snapsting
Snapsting ønsker alle en glædelig jul og et godt Snapsting med et stemningsfyldt julekort. I 2018 kan du invitere familien hjem fra den 15. – 24. juni, når Viborg for 6. gang skaber en stor folkefest.
Nu kender du datoerne. Du ved Snapsting 2018 bliver en af årets helt store oplevelser – ligesom julen. Så hvorfor ikke invitere familien eller vennerne hjem til Snapsting? Snapsting er også hjerternes fest.
Se julekortet: Snapsting Julekort
Lad dem opleve, hvordan Viborg bliver fyldt af glade og nysgerrige mennesker, der sammen vender byen på hovedet med en helt unik Viborg-blanding af kultur, sport, leg og fest?
Indholdet til de 10 dages fællesskab i byen er så småt ved at blive planlagt af alle de mange arrangører, der sammen skaber Snapsting. Allerede nu ved vi med sikkerhed, at du blandt andet kan glæde dig til Nytorv Street Food, gratis koncerter, kulturelle perler, Seniorfolkemøde, Snapsting for Børn og masser af sport.
30 og 50 års jubilæum
Snapsting 2018 bliver også året, hvor vi fejrer hele to jubilæer. Et af Snapstings folkelige tilløbsstykker er Alley Cats Car Cruise i midtbyen lørdag aften. I 2018 skal publikum måske lige kippe med flaget og råbe hurra, når de mange biler viser sig i gaderne, for Alley Cats fylder nemlig 30 år.
2018 bliver også året, hvor vi skal fejre 50 året for Hærvejsmarchen. I 50 år har tusindvis af folk valfartet til Viborg fra hele verden for at vandre i den smukke natur, vi omgiver os med.
Hærvejsmarchen har også været en af grundpillerne i Snapsting, så selvfølgelig skal vi hylde jubilæet.
Begge jubilæer bliver markeret under Snapsting, men vi kan endnu ikke løfte sløret for hvordan.
Kommentarer