Invitation til Wilbek: “Du kan bare dukke op til en kop kaffe”
Debatindlæg af Vibeke Askou Jakobsen, ”Birgits Hus”, Lindum Søvej 25, Sjørring, 8830 Tjele.
Åbent brev til Viborgs Borgmester Ulrik Wilbek.
Siddende i det store hvide marengs Rådhus kunne man måske tænke, at folk helt ude i Sjørring bor i huse, som Låsby Svendsen-typer lige akkurat kunne bruge. Dér kunne man da godt lægge et industriområde; det ville da ikke betyde så meget, har du måske tænkt? Nr. Vinge, Sjørring, Vorning, Lindum, langt ude….
Det forholder sig sådan, at de par huse i Sjørring, der bør rives ned, bliver revet ned. For her vil vi netop ikke sælge til Låsby Svendsen-typer.
Du er meget velkommen til en kop kaffe i min hyggelige stue, med den smukkeste udsigt over Tjele Langsø. Og vi kan gå en tur i min skønne have med fredskoven bagved. Ved siden af bor min søde nabo; og jeg har udsigt til naboens smukke arboret med over 100 forskellige træer, den flotte forhave og det fantastiske hus fra 1978. Mit hus er fra 1936 og bygget i bedste byggestil af en murermester med sans for detaljerne. Min mand og jeg har i de 31 år, vi har boet her, renoveret og forskønnet denne perle.
I Sjørring mødes og fester vi sammen i forsamlingshuset, som vedligeholdes og forbedres af os alle på skift. Vi kender hinanden her i Sjørring. Hver måned mødes kvinderne i Sjørring (Kis-klubben) på skift hos hinanden og får os en god snak, mens vi lærer/oplever noget nyt, som værtinden har arrangeret. Derfor ved jeg, at hjemmene i Sjørring er moderne, vedligeholdte, skønne og hyggelige hjem, som ligger i de dejligste rammer.
Hvert år til Sankt Hans mødes vi fra Sjørring og omegn ved Tjele Langsøs bred til fællesspisning, musik, sang og kæmpebål, mens solnedgangen spejler sig i søen. Der kommer altid mellem 70 og 110 mennesker. Hen over sommeren mødes vi med naboerne til 5-6 grillaftner ved søen. Vi betyder noget for hinanden. Vi deler dette skønne sted. Og det skærer os i hjertet, at søen risikerer at blive forurenet på grund af et nyt industrianlæg, som planlægges anbragt i Nr. Vinge. Et anlæg, som skal tilføres biomasse i mængder, som ingen helt kan forestille sig.
Kunne vi dog bare få konkrete oplysninger omkring dette? Uvished og gætterier er svære at håndtere. Vi frygter, at trafikken bliver overvældende. Bliver den det? Og bliver det grimt med kæmpe vindmøller i vores udsigt? Og vil solcellerne være stygge at skue for de søde mennesker, der bor i Onsild?
Vi kender hinanden her på egnen fra Rødding til Onsild. Og vi har været heldige i gamle Tjele Kommune at have nogle gode borgmestre, Jens Jørgen Therkelsen og Steffen Andreasen, som var en del af os. De vidste, hvad der var godt for os på denne egn. I dag er Sjørring alt for langt væk til en kop kaffe, set fra Viborg. Og så bliver det lidt ligegyldigt. ”Læg bare anlægget dér,”…. tænker du det?
Du kan bare dukke op til en kop kaffe, vi er hjemme, for vi elsker at være her.
Kommentarer