Ørum

Indvielse af legepladsen i Veldsparken

Se billedserie Solen skinnede over fællesarealet i Veldsparken lørdag, hvor den nye legeplads blev indviet. Fremsendt foto

Efter godt et års tid med målrettet arbejde kunne Grundejerforeningen Veldsparken lørdag eftermiddag indvie legepladsen på fællesarealet.

Der var sidste arbejdsdag om formiddagen, som indvielsen fandt sted om eftermiddagen i Veldsparken lørdag.

Festligheden blev indledt med tale af grundejerforeningens formand, Jakob Sehested, som blandt andet takkede for samarbejdet mellem foreningen, FDF og Beboerforeningen om projektet.

Forud er gået godt et års tid med tilrettelægning og masser af frivilligt arbejde.

I april 2016 indgik Grundejerforeningen Veldsparken et samarbejde med Ørum Beboerforening og Ørum FDF om at søge Viborg Kommunes pulje til ”Byfornyelse i mindre byer” om tilskud til etablering af nye legetilbud i Ørum.

Veldsparkens andel i projektet var gennemførelsen af de udviklingsplaner for det store tværgående fællesareal i Veldsparken, som blev vedtaget på den forudgående generalforsamling: etablering af legeplads og beplantning. Grundejerforeningens andel af det ansøgte budget var på 203.000 kroner, hvoraf de 50.000  kroner var foreningens egen finansiering.

Ansøgningen blev velvilligt imødekommet af Viborg Kommune, og projektet er allerede nu næsten færdigt.

– På ”store plantedag” i oktober sidste år fik vi beplantet området med rigtig flot resultat – beplantningen skaber et flot og spændende opholdsrum, som naturligt leder gående fra den kommunale sti til den nye legeplads og videre til Futdalen, fortæller Jakob Sehested.

I januar blev den nye flotte legeplads med tilhørende kaffehus etableret af ’Aktiv Ude’ fra Bjerringbro, og efter denne lørdags arbejdsindsats stod arealet klar til indvielse.

– Det samlede projekt indeholder flere elementer andre steder i byen, hvor Ørum FDF står for etablering af endnu flere tilbud og muligheder for de lidt større børn ved FDF Gården – denne del af projektet bliver færdig senere på året, slutter formanden.

Kommentarer